FØRSTE HELSINGØRHISTORIE

Samtalerummet

Kort tid efter jeg var flyttet til Helsingør, tog jeg med på en guidet rundtur i byens karmeliterkloster, Nordens bedst bevarede middelalderkloster. Jeg ville lære min nye by at kende. Og klosteret var en god start, syntes jeg den gang. Det var det også, og det blev bare første ud af mange besøg.

Vi fik vist samtalerummet, der hvor gæster til klosteret kom ind og kunne møde munkene i klosteret hvis de havde et ærinde. Først havde de besøgende været nødt til at stå ude i forrummet og præsentere sig for munken som sad indenfor ved taletragten. Munken kunne både se og høre den der stod ude i forrummet, mens den besøg­ende kun kunne høre munkens spørgsmål og svar. Det var ikke det der satte sig dybest spor i min hukommelse.

Det var fortællingen om Dyveke, Chrtistian d. IIs elskerinde, som pludselig var død, efter sigende efter at have spist forgiftede kirsebær. Hun lå begravet lige her under gulvet i samtalerummet, sagde guiden.

Det troede jeg ikke på. Det var for fantasifuldt, mente jeg. En god historie, ganske vist, men for fantasifuld. Så jeg trak på skuldrene og glemte historien.

Mange år senere da jeg begyndte at tænke over historien, fandt jeg ud af at der godt kunne være noget om den. Og jo mere jeg gravede i kilderne, jo mere gav den mening. Jeg tror at Dyveke faktisk blev begravet i Helsingør, men jeg tror fortsat ikke på at det var her i samtalerummet.

Men en septemberaften i 1517 stod kongen, Christian d. II med den døde Dyveke her i rummet og forhandlede med klosterets prior om begravelsen. Det må have været en aften, for det hele skulle foregå i dybeste hemmelighed.

Officielt er der ingen der ved hvor Dyveke blev begravet, men der var alligevel nogen der så og hørte noget den aften, og derfor kan guiderne i karmeliter­klosteret stadig fortælle historien om Dyveke når de viser rundt.