SKAMMEN OVER AT TISSE I BUKSERNE

Jeg er meget andet end blot en kvinde, der tisser i bukserne

En halv million danskere har svært ved at holde på vandet. Det er skamfuldt, tabubelagt og ekstremt socialt handikappende. Det er på tide at bryde tabuet og tale om det.

Vi gør det. En halv million af os, men vi taler ikke om det. Det er ikke bare dybt pinligt, socialt nedværdigende, det er også møgbesværligt, men vi gør det alligevel: Vi tisser i bukserne. Helt og aldeles ufrivilligt.

Vi er både mænd og kvinder, unge som gamle, men flest kvinder. Halvdelen af alle ældre kvinder kan ikke styre deres vandladning.

Og selv om lægerne gerne vil hjælpe os, det siger og skriver de i det mindste, så er der ikke så meget hjælp at hente, når det virkelig kniber.

Jeg havde aldrig troet, at det skulle ramme mig. Da Helle Godtved midt i 1970’erne udgav sin bog om bækkenbunden, anskaffede jeg den. Lige siden har jeg knebet, overbevist om, at inkontinens aldrig ville blive mit problem. Jeg tror ikke, at jeg har stået og ventet på rødt mange gange i de forløbne år, uden at jeg har benyttet lejligheden til en række knib. Det var min faste overbevisning, at inkontinens kun rammer meget gamle mennesker, der aldrig har hørt om bækkenbundstræning.

Selv om jeg havde hørt om bækkenbunden og vigtigheden af at holde dens muskler stærke, så vidste jeg ikke meget om ufrivillig vandladning. Det var ikke noget, man talte om i min omgangskreds. Det gør man fortsat ikke.

Selv om jeg i dag ved, at ganske mange, som jeg kender, må gå rundt og tisse i bukserne, så er det ikke noget, man taler om. Det er så pinligt. Voksne kvinder, som har gjort børn renlige, tisser ikke selv i bukserne.

Små børn kan ikke holde sig renlige. Det er naturligt og ikke det ringeste pinligt, men når store børn og voksne tisser i bukserne, er det dybt skamfuldt.

Jeg har længe underet mig over, hvorfor det er sådan. Det er ikke pinligt at brække et ben eller få blindtarmsbetændelse. Det rammer ikke alle, men kan ramme alle – ligesom inkontinens. En blindtarmsbetændelse eller et brækket ben er ikke socialt deklasserende, men det er inkontinens.

Tabet af kontrol føles smerteligt, når man er et voksent menneske, som har haft kontrol over den del af livet i mange år. Det er et voldsomt tab ikke længere at kunne styre noget så vigtigt, men måske er der mere, der spiller ind.

Alle vi, der gik i skole i før nutid, husker vist en ’Tisse-Lise’. Det var hende, der sad nede bagest i klassen, alene, og som i frikvartererne stod alene i en krog i skolegården. Det var hende, vi aldrig var hjemme at lege hos, og som kun kom med til fødselsdage, hvis vi havde forældre, der krævede, at alle i klassen blev indbudt. Tisse-Lise lugtede. Tisse-Lise lugtede nok mest af fattigdom og forsømmelse, men det var for kompliceret for os børn. Vi lugtede tis. Bvadr! Tisse-Lise var uden for det gode selskab.

Er det erindringen om Tisse-Lise, det sociale udskud, der får os til at dukke hovedet, tie og skamme os? Bestille bleer på nettet i anonyme forsendelser for ikke at blive set med en pakke voksenbleer i indkøbscentret? Forhindre os i ikke at stille os op og i kor kræve hjælp?

Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle blive en ’Tisse-Gitte’. Det var ikke det navn, jeg gav mig selv de første mange år. Det dækker heller ikke. Jeg er meget andet end blot en kvinde, der tisser i bukserne.

Den første gang var et uheld, et uforklarligt uheld. Det kunne ikke ske for mig, det, der skete. Jeg havde styr på mig selv og mine funktioner. Alligevel skete det. Efter en god middag med efterfølgende kaffe i de bløde stole med venner, rejste jeg mig.

Da jeg begyndte bevægelsen, var jeg midt i en interessant samtale, sådan som voksne mennesker fører samtaler om politik, kunst og kultur. Da jeg stod op, var jeg reduceret til et menneske, hvis blære havde tømt sig. Jeg blev panisk.

Den første tanke var, at jeg havde tisset vennernes gode stol til. En hurtig hånd over sædet forsikrede mig om, at stolen var gået fri. På en eller anden måde, som jeg ikke husker, fik jeg sagt farvel og kom ud af huset.

Jeg var rystet, men i de næste måneder skete der intet lignende. En aften skulle jeg ud at holde foredrag. Jeg var godt forberedt og glædede mig, men i det øjeblik jeg stod af toget, begyndte jeg at tisse. Og jeg tissede hele vejen hen til foredragsstedet. Jeg klarede det værste med stedets dejlige, tykke papirhåndklæder, og jeg holdt mit foredrag for et stort, veloplagt og spørgelystent publikum.

Halvdelen af alle ældre kvinder kan ikke styre deres vandladning

Det var en grotesk oplevelse. Publikum troede, de mødte en velforberedt og velklædt foredragsholder, men i virkeligheden sad de foran en sølle Tisse-Gitte, der bad til, at hvis nogen bemærkede en stram odeur, så ville de aldrig tro, at den kom fra mig.

I dag er det 12 år siden, og det er bare blevet værre og værre. Inden jeg siger ja til noget som helst, må jeg nøje overveje, om det er praktisk muligt. Der er meget, som jeg helt har opgivet, f.eks. at svømme eller tage til byen og gå på café og møde mennesker.

Jeg kan overhovedet ikke tage nogen steder uden at medbringe en taske, der er stor nok til ekstra underbukser og bleer og plastikposer, der kan lukkes hermetisk. Det er svært at finde tøj, som både passer til lejligheden og har plads til en tyk ble.

Det er mere end surt. Det er fortvivlende.

Selvfølgelig gik jeg til min læge straks efter foredragsaftenen. Jeg vidste jo, at den slags skal man ikke finde sig i.

Ufrivillig vandladning kan være totalt ødelæggende for et socialt og aktivt liv. Ufrivillig vandladning kan der gøres noget ved.

Det havde jeg læst og hørt. Det mente min læge også, og jeg fik en henvisning til en urogynækologisk afdeling. Det er der, man sender inkontinente kvinder hen, og der, den største medicinske ekspertise på området er samlet. Jeg mødte op fuld af optimisme. Der skulle gøres noget, og jeg ville gøre hvad som helst for at hjælpe til.

Nu, 12 år efter, synes jeg at jeg kender rumlen. Først undersøger man, om patienten selv kan løse problemet. Ret fornuftigt. Hvis patienten er overvægtig, bliver hun sendt hjem for at tabe sig. Hvis patienten drikker for meget, altså vand og te og kaffe og den slags, så skal hun drikke mindre. Hvis patienten ikke har nogle fornuftige toiletvaner, går for sjældent eller for ofte eller ikke tager sig tid, så skal hun lære at gøre det rigtigt.

Hvis hun har en slap bækkenbund, så skal hun træne den. Det er altid godt at have en stærk bækkenbund.

Jeg har hørt, at den slags snusfornuftige råd faktisk har hjulpet nogle.

Dernæst undersøger man, om patientens underliv er på plads. Mange fødsler og/eller hårde fødsler svækker i årenes løb underlivet. I givet fald kan man operere det nedfaldne. Det er ikke altid, at operationen lykkes, men det er en mulighed, som har hjulpet mange, har jeg hørt.

Hvis patienten ikke falder ind under nogen af de ovenstående kategorier, så kan man jo begynde forfra. Der er jo gået en rum tid med alle undersøgelserne, og meget kan have ændret sig. Og sådan kan det fortsætte i det uendelige. Endnu har jeg til gode at møde en læge, som vil kigge efter andre årsager.

Ufrivillig vandladning er ikke en sygdom, men et symptom på, at der er noget galt et sted.

Ufrivillig vandladning, inkontinens, tissen i bukserne, kært barn har mange navne og mange former.

Nogle kan bare ikke holde sig, pludselig vil blæren tømme sig, og derfor kan de ikke bevæge sig mange skridt fra et toilet. Når de vover sig uden for egen dør, må og skal de vide, hvor de kan komme til med sekunders varsel. Der findes en app, man kan downloade på sin telefon, som viser det nærmeste nødtørftssted. Og så må man bare håbe på, at toilettet også er åbent og ledigt.

En tur med DSB kan være en meget spændende oplevelse. Er det i dag, at alle togets toiletter er i stykker? Det sker jævnligt, og det er spændende hver gang.

Blæren kan også bare tømme sig ved den mindste bevægelse. Her er intet spændingsmoment. Det sker bare så sikkert som amen i kirken. Nogle kan ikke lægge sig – for at sove f.eks. – før blæren begynder at lække.

Bleer er den umiddelbare løsning, bleer eller up-and-go for voksne kvinder. De findes og sælges i store mængder, men tro mig, det er ikke sjovt at gå med en kæmpe, sjaskvåd ble mellem benene, aldrig nogensinde og specielt ikke på en varm sommerdag. Og hvis man skal være væk hjemmefra i flere timer, er det problematisk at skifte bleerne og komme af med de gennemtissede bleer.

Der skal tænkes og planlægges, og mange beslutter derfor, at det er bedst at blive inden for egne fire vægge.

Derfor ville det være vidunderligt, hvis der rent faktisk kunne gøres noget, også for de kvinder der hverken er for tykke, for slappe i muskulaturen, eller hvad vi kvinder nu selv kan gøre os skyldige i, vi, som står uden forklaring på, hvorfor vi tisser uden at selv at kunne stoppe det.

Eller også at der fandtes noget at gøre, som rent faktisk virkede uden de bivirkninger, som ofte er lige så slemme som selve lidelsen.

Der findes en facebookside for inkontinente kvinder. Den er god at følge, hvis man vil vide, hvordan andre takler problemet. Det er både morsom læsning og nedslående. Morsom, fordi mange af de kvinder, der skriver på den, ikke er uden humor.

En fortæller, hvordan hun klarer sig, når trangen melder sig, og der ikke er et toilet i syne. Bedst er det om sommeren, hvor der er blade på træer og buske, men i yderste nødsfald har hun søgt skjul bag en lygtepæl. Inden afførte hun sig sit farvestrålende overtøj – i håb om at forblive uset.

Nedslående, fordi der også er mange kvinder, der efterspørger Storm-P-løsninger, fordi den hjælp, de har fået af lægerne, ikke er nogen hjælp.

En skriver, at selv efter flere behandlinger med Botox (som lammer blæren) og brug af kateter for at lukke urinen ud, sker det alligevel jævnligt, at hun står med en styrtsø ned ad benene. En anden fortæller begejstret om, at den seneste behandling virkede, fordi hun denne gang fik antibiotika med det samme. Hun skal have gentaget behandlingen hver 3. måned!

På siden kan man også finde gode råd om diverse alternative hjælpemidler. Desværre kan man også læse sig til, at disse hjælpemidler kun hjælper nogle, andre finder ingen hjælp.

Nogle får hjælp og får et bedre liv. Derfor er det vigtigt at blive ved med at opfordre inkontinente til at gå til lægen, men det er lige så vigtigt at tale højt om, at langtfra alle kan hjælpes, som tilstanden er lige nu. Vi er rigtig mange, der tilsyneladende ikke kan hjælpes til et liv uden for egne fire vægge uden valget mellem tissebleer og utilstrækkelige behandlinger med alvorlige bivirkninger.

Tabet af kontrol føles smerteligt, når man er et voksent menneske, som har haft kontrol over den del af livet i mange år

Jeg har overvejet, om dette skyldes, at de fleste inkontinente er kvinder og allerflest ældre kvinder. Vi ved fra andre sundhedsfaglige områder, at fokus i forskningen primært er på mænds biologi. Eller skyldes det dybereliggende fordomme over for mennesker, som ikke selv er i stand til at kontrollere deres vandladning?

Tisse-Lise, som havde været glemt i årtier, dukkede op i mit eget hoved, men måske går det dybere? Da jeg slog ordet inkontinent op i Den Danske Begrebsordbog, opdagede jeg, at henvisningsordet var dement.

Ordbogen sætter altså lighedstegn mellem ikke at kunne kontrollere sin urin og at have mistet vigtige hjernefunktioner. Hvis det er rigtigt, så handler det om andet og mere end at styrke forskningen. Og måske kan det forklare, at jeg i mødet med lægerne ikke har følt mig lyttet til og flere gange har manglet ordentlige forklaringer. De tror måske ikke, at jeg er i stand til at forstå min egen krop eller deres overvejelser?

Inkontinens er et dyrt problem for samfundet. Det koster mange læge- og sygeplejersketimer på sygehuse og i privat praksis, det er et kolossalt problem for alle dem, der rammes, og alligevel er det et tys-tys-problem.

Skal det forblive sådan?

Kronik bragt i Politiken 10. april 2022