MÆND SKABER HISTORIE. KVINDER ER BARE

En gang i forrige århundrede – da jeg var ung – var jeg i pædagogikum, et halvt års efteruddannelse inden jeg kunne få lov til at undervise i gymnasiet. En dag kom fagkonsulenten for historiefaget for at forklare, hvilke af fagets grundbøger vi havde til rådighed, og hvordan vi bedst kunne bruge dem.
En af mine kønsfæller spurgte på et tidspunkt, hvad hun skulle sige til sine elever, når de spurgte, hvorfor kvinder aldrig var nævnt i bøgerne, og hvorfor der kun optrådte få kvinder på billederne, en enkelt præsidentfrue i baggrunden og en skuespiller, der måske var en præsidentelskerinde?
Fagkonsulenten sendte hende et overbærende smil og svarede, at ’Vi kan jo ikke beskæftige os med minoriteter hele tiden.’ Mens vi få tilstedeværende kvinder stadig sad og måbede, rejste en af de unge mænd sig op og sagde, nej, han nærmest råbte: ’Mænd skaber historien. Kvinder er jo bare.’

De udsagn har jeg tygget på lige siden. Kvinder har aldrig været en minoritet, og kvinder har aldrig ’bare været’, men de bøger, vi skulle undervise efter, havde mere end en snert af samme opfattelse som fagkonsulenten og den vrede unge mand. Kvinder var næsten usynlige som andet end hustruer og elskerinder.
Vi kvinder er halvdelen af historien – mindst, og vores liv er lige så betydningsfulde som mændenes. Det har jeg aldrig været i tvivl om, men der skulle gå mere end 20 år, før jeg selv tog fat på at forsøge at gøre noget ved den sag.
Men i disse år sker der noget. Det ligner en stille revolution, så stille at der nok er mange, der slet ikke har bemærket den.
Der er ingen forening med det formål at gøre kvinder synlige i vores fælles historie. Der har aldrig været noget strategimøde. Der er aldrig skrevet et manifest. Det sker bare på alle fronter. Kvinder dukker op stille og roligt fra historiens skygge.

Litteraturen gør sit. Det pibler frem med romaner – ofte skrevet af kvinder – om kvinder. Hidtil oversete kvinder. Eva Tinds ’Kvinden der samlede verden’ om Marie Hammer, der ene kvinde fandt bevis for at verden en gang hang sammen i ét kontinent, Lotte Kaa Andersens ’Den inderste kerne’ om Inge Lehmann, som også blev overset i sin samtid, Hanne Vibeke Holsts ’Kriger uden maske’ om billedhuggeren Sonja Ferlov, Maria Helleberg som har skrevet bindstærke romaner om vigtige – og oversete – kvinder i nordisk senmiddelalder, bare for at nævne få af mange.
Historieforskningen har også vendt blikket mod de glemte kvinder. F. eks. Grethe Jacobsens seneste to bøger om ’Magtens kvinder før enevælden’ og biografien om Birgitte Gøye.

I Efteråret viste Statens Museum for Kunst en stor særudstilling ’Against All Odds’ om en flok kvindelige malere som slog igennem ude i Europa, men siden samlede støv bagerst på fjernmagasinerne. Forleden hørte jeg tilfældigt en kvinde-lig kunstmaler sige, at hun arbejdede på at hendes forgængere skulle finde deres rette plads i kunsthistorien.

Hvis man hører radio på P2 eller går til klassiske koncerter, oplever man i disse år, at der dukker nye komponister op på programmet. Kvinder! Ikke bare de få vi hidtil har kendt: Fanny Mendelssohn, Hildegard af Bingen, Clara Schumann, men nye navne. Som en slags introduktion lavede P2 for et par år siden en julekalender med 24 kvindelig komponister.

Selv DR er med på bølgen. Fornyelig blev ’Dronningeriget’ sendt, en serie på tre udsendelser der fortalte om tre danske dronninger, der med kløgt tog del i landets regering i deres tid. Stilen var usædvanlig med to leende kvindelig værter. Lidt meget leende, og det fik enkelte gamle sure mænd til at brokke sig. Jeg var alt i alt begejstret. For første gang lå hovedvægten på stærke kvinder i historien.
Jeg håber der kommer flere udsendelser af den slags, for der er meget mere at tage af. Jeg vil se frem til en udsendelse om min favorit, dronning Christine, musik-mæcen og benhård økonom som ikke stak op for bollemælk.
Og så er der alle de andre, som hidtil har måttet nøjes med en halv bisætning i historiebøgerne.
F. eks. fru Anne Meinstrup.