Læseprøve – Hofmesterinden

PROLOG

Der er faldet sne i løbet af natten, klosterkirkens enorme tag er hvidt, og sneen ligger endnu uskyldsren i udkanten af torvet foran kirken, men fra indgangen og til de centrale dele af torvet er den allerede forvandlet til et gråbrunt pløre. Men¬nesker myldrer frem og tilbage. Foran muren ind til klosteret er de næsten færdige med at rejse en baldakin. Der er tændt op i varmebækkener inde under baldakinen, og flammerne rejser sig faretruende indimellem når de rammes af den bidske vind der kommer farende rundt om klosterhjørnet.
Kun dem der står lige ved siden af bækkenerne, får lidt glæde af varmen. Andre har forsøgt at skaffe sig den indre varme på anden vis. Det ses af mændenes bevægelser. Det er kun mænd der befolker torvet denne morgen, og de har set dybt i øltønderne i flere timer.
Her skal ske noget særligt i dag. Her skal hverken være almindelig torvedag eller retsmøder, her skal være et stort møde mellem rigets vigtigste mænd – og en kvinde.

Pludselig fornemmede jeg uro henne ved porten, og jeg så at der stod en fremmed og talte med min staldmester. Jeg gik derhen. Da jeg kom ind i skyggen, så jeg at det var en jeg havde set før. Da jeg var helt henne ved dem, vendte han sig mod mig, bukkede høvisk og præsenterede sig, Hans van Mehlen, vor nådigherres tro tjener.
Så vidste jeg hvorfra jeg kendte ham. Han var ved hoffet. Jeg nikkede igen og så spørgende på ham.
’Jeg undskylder,’ sagde han, ’så mange gange, men da jeg var her i nærheden, blev min hest pludselig halt. Den har fået en sten i hoven, og jeg kan ikke selv få den ud, og så tænkte jeg … Jeg vidste ikke her var fest.’
Staldmesteren trak af med hesten, og jeg bad Hans van Mehlen om at gøre sig til gode mens han ventede. Han fulgte med mig ind i gården, hen til bordet med mad og vin. Her fik jeg nærmere kig på ham. Flot fyr. Ung, yngre end mig, en hel del måske. Høj og bred, med en krop der både red og fægtede. Lyst, krøllet hår som veg lidt over panden, glade, blå drengeøjne. Elegant klædt, ikke sidste mode, men dyrt. Han lignede ikke en der havde siddet til hest hele dagen i sommervarmen. Og så var han høvisk. Han lo mod mig og spurgte om han var faldet ind i et bryllup. Jeg nikkede, min ældste datter. Han lykønskede mig, og da dansen var færdig, og Else og Albert kom hen til bordet for at få lidt mere at styrke sig på, lykønskede han også dem. Det viste sig at han og Albert kendte hinanden. Selvfølgelig.
Festen fortsatte, Hans van Mehlen blev. Da min staldmester kom og sagde at hesten var klar, var Hans van Mehlen optaget af snak med en flok af mine gæster. Hans van Mehlen fortalte, og flokken lød som om det var morsomt. Jeg hørte min gode veninde Anne R.s mand, Henrik Krummedige, slog en skraldende latter op. Det var sjældent. I flokken så jeg også Knud, Annes R.s storebror, Sophie, Anne R.s søster og hendes første mand, Tyge, Pernille Krognos og hendes mand, Anders Bille. Og så blev det pludselig for sent for Hans van Mehlen at fortsætte. Han red med et vigtigt budskab til Niels Rosenkrants på Vallø, men ikke vigtigere end det kunne vente.
Det var ærgerligt, sagde han, da nogen fortalte ham at Niels og fru Birgitte havde været til festen, men lige netop var kørt.
Han blev indkvarteret for natten. Jeg troede at alle senge på Højstrup var optagede af alle de gæster som kom langvejsfra og ikke havde venner i nærheden, men pigen fandt et eller andet sted at lægge ham. Niels og Birgitte havde taget flere med sig da de kørte.
S. 98

Tanken havde naget i nogen tid, men jeg havde vist den væk. Jeg huskede mine tidligere svangerskaber. Dengang, hver gang, vidste jeg det bare. Efter nogle få dage blev mine bryster spændte. Når min mave begyndte at vokse, kunne enhver se det, men jeg havde det fint. Først de sidste måneder inden fødslen var jeg lidt besværet, men det var mest fordi maven fyldte.
En dag, den dag da jeg stod på Burgtorbücke og stirrede ned i det sorte vand og på isskorperne som gled ind under broen i en stille strøm, kunne jeg ikke længere holde tanken væk. Jeg var med barn! Jeg husker endnu det øjeblik jeg lod tanken forme sig. Jeg holdt med begge hænder på broens rækværk, gammelt, furet og vindbidt egetømmer. Der var en dyb revne på langs som jeg igen og igen lod min pegefinger følge som om det kunne gøre et mirakel.
Mens jeg var sammen med Martin, havde jeg ikke skænket det en tanke at jeg kunne blive gravid. Måske havde tanken strejfet mig i et svagt øjeblik, men da ville jeg ikke tænke den. Jeg ville Martin, jeg ville alt det han kunne med mig, og jeg havde ikke været med barn i næsten 20 år, så jeg havde besluttet at den tid for længst var forbi. Den dag på broen med skramlende vogne bag mig og sort iskoldt vand under mig gik det først rigtigt op for mig at jeg heller ikke havde ligget med nogen mand i næsten 20 år. Og bortset fra et enkelt kys for 10 år siden havde jeg ikke været tættere på nogen mand end en venlig, hjælpende hånd.
Det sortnede for mig. Med barn! En agtværdig enke i udlændighed! Med barn! Panikken ramte mig. På én gang blev jeg varm og kold, kvalmen vældede op gennem mig, og i et kort øjeblik ville jeg kravle op på rækværket og kaste mig ned i vandet med den drivende is. Det kunne ikke være sådan. Det måtte ikke være sådan.
Jeg husker ikke hvor længe jeg stod og bare kæmpede med kvalmen og lysten til at smide mig ned i vandet mens jeg klamrede mig til rækværket. Jeg anede ikke mine levende råd. Alt det jeg kunne, alt det jeg havde udrettet, duede ikke overhovedet. At kunne føre regnskaber, at kunne overskue og planlægge, styre et stort folkehold, at kunne styre store jordejendomme, at kunne forstå komplicerede juridiske forhold, at kunne tale fire sprog, læse de tre og skrive de to duede ikke til en tøddel.
Jeg var en aldrende enke med et barn på vej. Alene i en fremmed by.
Da jeg havde sundet mig, gik jeg den længste vej tilbage til mit hus. Det kunne have været sommer og tordenvejr, efterårsstorm eller noget helt andet end en grå, isnende kold dag. Jeg sansede intet andet end at sætte den ene fod foran den anden. Jeg kom forbi St. Annen, overvejede at gå ind, men undlod. Det her måtte jeg rede ud selv. Jeg havde bragt mig i den situation selv, nu måtte jeg også selv finde en vej ud.
Da jeg trådte ind i mit hus, kom Hilde mig i møde. Hun så granskende på mig, og jeg spurgte hende om der var noget i vejen. Hun blev forlegen, jeg har sikkert lydt vred, hun undskyldte, men det var bare fordi jeg plejede at være tidligere tilbage fra min tur. Hun havde middagsmaden klar. Jeg takkede, men nej tak, jeg var ikke sulten. Et krus varmt øl, spurgte hun? Først sagde jeg nej, men så ombestemte jeg mig. Jeg var blevet kold ind til marven, et krus varmt øl ville gøre godt. Hilde nikkede og fortrak bagud.
S. 246