’Svenske fru Birgitte’ er titlen på den historiske roman jeg udgav i september.
’Svenske fru Birgitte’ er også en historiske person, Birgitte Olufsdatter Thott. Hun er hovedperson i min roman.
Hun blev født omkring 1420 og døde hen mod år 1500. Hun må altså være blevet mellem 75 og 80 år gammel. En ganske høj alder for en kvinde i 1400-årene. Hun blev kaldt for Svenske fru Birgitte fordi hun fik en lillesøster som blev døbt Birgitte – så de to søstres fulde navn var et og det samme. Begge er sandsynligvis blevet født på Vallø nede på Stevns, og begge gjorde krav på at være arvinger til gården. Det kunne sikkert godt give anledning til et par misforståelser, så derfor fandt nogen på at kalde den ældste Birgitte for den svenske. For den Birgitte, jeg vil fortælle om, blev gift med en svensk adelsmand og kom til at leve i Sverige i mange år.
En dag for en del år siden gik jeg en eftermiddag, en dejlig, solrig septembereftermiddag, på en landevej ovre i Skåne. Jeg havde været en tur rundt i Halland og Skåne for at fotografere til en artikel jeg havde skrevet. Det sidste billede var taget, og det hele var gået godt. Jeg havde fotograferet det jeg ville, og tilmed havde jeg været så heldig at møde nogle mennesker på turen som ikke bare havde været venlige, de havde også hjulpet mig mere end jeg havde turdet håbe. Jeg var glad og lidt træt og ville lige strække benene med en tur ud ad landevejen inden hjemturen. Solen skinnede, det var lunt, marken på min venstre hånd lå fortsat med gyldne stubbe, og skoven på den anden side stod mørk grøn.
Jeg tænkte på absolut ingenting. Så slog ideen ned! Midt i et skridt fik jeg noget – jeg tør ikke kalde det en åbenbaring – men lidt i den retning. Det var som om mit hoved blev kløvet af en slags film. Filmen handlede om Birgitte Olufsdatter Thott. Jeg så hende og hendes liv. Og ikke nok med det. Der var også en ganske ung, kvindelig historiker med. Jeg aner ikke hvor hun kom fra, men hun var med, for det var hende der fortalte om fru Birgitte.
Måske tog det hele bare et sekund, måske tog det længere. Jeg ved det ikke. Jeg stod bare der midt på landevejen og fik hele historien fortalt. Da filmen var slut, vidste jeg at jeg skulle skrive den ned, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg vendte om med det samme og småløb ned til bilen. Jeg skulle hjem og skrive mens jeg endnu huskede det hele.
Den dag troede jeg at jeg kunne klare opgaven på nogle få måneder. Det kom til at tage flere år.
Jeg kendte godt Birgitte Olufsdatter Thott i forvejen. Ja, kendte og kendte. Det er måske så meget sagt. Hun havde jo været død i omkring 450 år da jeg blev født, men jeg havde skrevet om hende før. Da Dansk kvindebiografisk leksikon skulle udgives, det udkom i år 2000, blev jeg bedt om at skrive den biografiske artikel om hende. Da jeg fik opgaven, kendte jeg hende ikke. Hun er ikke en meget kendt person, og jeg havde glemt at jeg faktisk må have læst et og andet om hende tidligere. Så hvis der sidder en lytter eller to og hører på dette og ikke lige kan huske Fru Birgitte, så forstår jeg dem.
Men der var skrevet om hende tidligere. Hun kom nemlig til at spille en rolle i nogle historiske begivenheder. Hun blev nævnt i Kong Hans’ håndfæstning på grund af den meget store morgengave hun fik da hun blev gift. Og så blev hun indstævnet tre gange for det svenske rigsråd – også på grund af morgengaven. Det havde jeg bare ikke lige fæstnet mig ved.
Det kom jeg til da jeg begyndte at skrive om hende til det kvindebiografiske leksikon. Netop fordi der allerede var skrevet om hende, var det vigtigt for mig at finde nyt stof, gerne om mennesket fru Birgitte, eller i det mindste finde en ny vinkel at se hendes liv fra.
Birgitte var tilsyneladende ikke nogen meget populær person i samtiden, og historikerne har siden heller ikke haft meget pænt at sige om hende. Det udfordrede mig. Jeg ville gerne finde frem til mennesket.
Det er bare slet ikke så nemt når vi er tilbage i 1400-årene. Der er ikke så mange kilder bevaret, og de kilder der findes, er næsten alle officielle dokumenter. Der er ikke meget bevaret som kan vise os menneskene som privatpersoner. Og når der er tale om kvinder – og børn og mennesker uden ejendom – er der næsten intet. Men jeg gik i gang, ledte og vendte og drejede det der findes for at forstå mennesket fru Birgitte.
Hun forekom mig mærkelig. Hver gang jeg satte mig til at arbejde med hende, havde jeg dels et billede og dels en sætning kørende inde i hovedet. Billedet var af en gammel, fattig og ensom kvinde. Men det var jo et vrøvlebillede. Hun var ikke gammel da hun blev født eller da hun som ung pige blev gift og kom til Sverige. Og fattig var hun absolut ikke. Hun endte som en af nordens rigeste kvinder. Men måske var hun ensom. Det omrids jeg kunne tegne af hendes liv, tydede på det. Sætningen som blev ved med at køre inde i mit hoved, var titlen på en dansk film fra 50’erne, ’Man gjorde et barn fortræd’. Jeg har aldrig set filmen, og jeg ved ikke hvad den handlede om, men min mor og nogle andre damer talte meget om den. Det var bare titlen jeg tænkte på når jeg tænkte på Birgitte. Jeg fornemmer, med alt hvad jeg kan fornemme med, at hun var et barn der blev forsømt.
Måske tager jeg fejl, men det er det indtryk jeg sad tilbage med da jeg var færdig med min artikel om hende. Et menneske med et langt og ensomt liv.
En dag skulle min artikel afleveres, selvom jeg slet ikke var nået så langt med at forstå Birgittes liv som jeg gerne ville.
Og så glemte jeg hende. Troede jeg. Der kom andre spændende ting at arbejde med, bl.a. en af Birgittes næsten samtidige, en kvinde som fik et godt og så vidt jeg kan læse mig til, lykkeligt liv. Gennem mit arbejde med denne anden kvinde stødte jeg på en tredje interessant kvinde. Hendes skrev jeg en artikel om som skulle illustreres med fotografier. Det var den dag jeg var ude for at tage disse billeder, at Birgitte slog til.
Den dag – og mens jeg løb ned til bilen og kørte hjem – troede jeg at jeg havde lavet alle de nødvendige studier i hendes liv. Det var bare at skrive løs.
Der tog jeg fejl, meget fejl. Jeg kom til at dykke meget dybere ned i fruens liv før jeg syntes at nu var det nok.
Da jeg troede jeg var ved at være færdig – både med at undersøge og skrive – slog det mig at jeg aldrig havde tænkt nærmere over én bestemt situation.
Fru Birgitte var også kendt i den historiske faglitteratur for at være sælger i det største jordsalg i Norden i hele middelalderen.
Vi vidste præcis den dag salget blev aftalt, d.14. januar 1494. Det skete på hendes gård, Hammersta, lige syd for Stockholm. Hun sælger til Sten Sture, den svenske rigsforstander, Sveriges mægtigste mand.
Uge efter, d. 19. januar, er hun inde i Stockholm og her skriver hun at hun tilbagekalder salget.
Der er meget underligt ved det salg, men vi har papir på de meste. Det ender et halvt år efter med at der bliver skrevet endeligt salgsdokument på sagen. I flg. det skulle Sten Sture betale fru Birgitte en gevaldig stor sum i stockholmsk sølv. Jeg kan ikke lige huske beløbet i dag, men det står i kilderne. Alle de steder dette salg er omtalt, er alle enige om at det er meget, men jeg ville så gerne vide sådan ca. hvor meget det var i sammenligning med vore dages penge. Fru Birgitte rejste straks efter salget ned til Halland. Det er en tur på omk. 600 km, og hun skulle på en eller anden måde have alle de penge med sig. Hvis hun ikke fik beløbet i rent sølv, det er mere sandsynligt, men sølv vejer jo også.
Sjov opgave, syntes jeg. Og gik i gang. Med helt nødvendig hjælp. Først fra nationalmuseets mønteksperter og siden fra min ingeniørhusbond og egne målinger i egen trillebør i egen have.
Hvis hun skulle transportere det hele, skulle hun bruge ca. 70 trillebøre – og ca. 70 mand til at trille trillebørerne. Det er et billede jeg kan forholde mig til – og det er et billede der er godt at bruge i en roman når man vil vise uden besværlige og sinkende forklaringer at penge i middelalderen ikke bare flyttede sig ved en hurtig elektronisk overførsel fra en bankkonto til en anden.
Der var på flere måder en vægtig handel.
Steder betyder meget for mig, fysiske steder.
Jeg kan ikke skrive en sætning om et sted før jeg ved nøjagtig hvordan der ser ud, hvordan det er at gå på det sted, hvordan vinden føles, hvordan der dufter eller lugter. Jeg bruger alle mine sanser når jeg skriver.
Fru Birgitte kom til at leve i mange år på Dronningholm ved Arresø, ikke så langt fra vore dages Frederiksværk. Der havde jeg været et par gange før jeg fik ideen til at skrive om hende, og da jeg fik ideen, vidste jeg at hovedparten af hendes fortælling skulle fortælles fra stenstuen på Dronningholm. Jeg overvejede om jeg skulle tage derop igen og sætte mig lige netop der hvor jeg tror hun sad i sin tid, og begynde og fortælle hendes historie for mig selv. Det gjorde jeg ikke. Jeg besluttede at jeg ville skrive på mine egne erindringer om stedet.
Til gengæld kørte min mand og jeg derop da romanen var blevet til en bog man kunne holde i hånden, og så skålede vi i kaffe med fru Birgitte på at det var lykkedes.
Det var os der havde kaffen med.
Fru Birgitte kommer til at tilbringe knap 35 år på Hammersta, den gård hun får i morgengave lige syd for Stockholm. Jeg studerede kort og arkæologiske tegninger over stedet, men det var ikke nok. Så jeg måtte en tur op til Hammersta. Og der var det hele selvfølgelig helt anderledes end det jeg har forestillet mig. Virkeligheden kan være en forstyrrende faktor når man skal skrive, men for mig er den altså helt nødvendig.
Jeg var også en tur i Uppsala og i Stockholm. Stockholm ser meget anderledes ud i dag end i 1400-årene, men byen Stockholm har lavet en meget fin hjemmeside om byens historie. Den brugte jeg, men det var først da jeg en dag gik igennem byen og hørte kirkeklokkerne ringe at jeg fik hul igennem til mine beskrivelser af hendes ophold i denne by.
Og så var jeg selvfølgelig også en tur i Snöstorp lige uden for Halmstad. Der hvor hun sandsynligvis dør.
Jeg kom godt rundt i Sverige med den roman.
Det lå ikke i kortene at jeg også skulle til Gotland. Der er intet i kilderne der antyder at hun overhovedet var på den ø, men hendes far var lensmand på Gotland i små 20 år. Han dør deroppe.
Og så ligger der et dejligt litteraturhus. Det er Baltisk center for forfattere og oversættere i Visby. Der kan man søge om gratis ophold hvis man har en god grund til at skrive deroppe. Jeg ansøgte med den begrundelse at jeg skulle studere middelalderen mens jeg var i byen. Byen er en helt fantastisk middelalderby, og så ligger der et museum der måske er Europas bedste middelaldermuseum. Jeg troede ikke jeg skulle skrive. Jeg skulle bare blive klogere.
Jeg fik opholdslegatet, og jeg fik et dejligt værelse med udsigt over byen, lige oppe bagved den kirke der i dag er domkirken på øen.
Hjemmefra – og gennem mange år – havde jeg lavet noter til alt hvad jeg måske ville få brug for at vide. Den første aften jeg sad deroppe ved mit skrivebord, læste jeg mine noter igennem. Der stod – og det havde jeg fuldstændig glemt – at Birgittes far, Oluf Akselsøn Thott lå begravet i koret nede i domkirken. Da jeg løftede blikket og kiggede ud, kunne jeg se lige ned til det sted hvor han lå! Ja, jeg kunne ikke se selve graven, for der var buldersort mørke nede i kirken, men den næste morgen, da kirken var åben, gik jeg lige en sviptur derned og hilste på ham.
Det var ret inspirerende.
Da jeg var nede på middelaldermuseet, Fornsalen, så jeg en stor statue, skåret i træ, af Skt. Georg og dragen. Den statue havde jeg nok set ved et tidligere besøg, men det var først den dag jeg for alvor så den. Den unge mand, ham der skal forestille Sct. Georg, er vidunderlig smuk. I det øjeblik jeg så ham, den dag, vidste jeg at det var lige netop sådan Birgittes næsten jævnaldrende farbror, Ivar Thott, så ud. Jeg fandt notesblok og pen frem og skrev hans udseende af, og så styrtede jeg op på mit værelse for at skrive min beskrivelse af ham ind i det kapitel jeg allerede havde skrevet om Ivar som ung mand.
Men der var intet at rette. Jeg havde allerede beskrevet ham sådan som statuen så ud, ansigt, hår og tøj. Det rislede frydefuldt ned ad ryggen på mig.
Om aftenen da jeg havde spist, tog jeg min kaffe med ind i biblioteket for at holde fri en times tid mens jeg bladede lidt i stedets lokalhistoriske litteratur. Der fandt jeg en artikel om netop Sct. Georg og dragen som står på museet. Og der kunne jeg læse at statuen sikkert var lavet som gravmonument over netop Ivar Thott. Artiklen turde dog ikke sige at der var portrætlighed.
Alle mine små hår ned langs rygraden rejste sig.
Jeg vidste jo at der var portrætlighed. Det var Ivar Thott som ung mand, den Ivar Thott som Birgitte småforelsker sig i da hun møder ham som ganske ung. År senere bliver samme Ivar hendes fjende og store sorg.
Jeg fik skrevet temmelig meget under mit ophold i Visby, og det meste af det er med i min roman. Bl.a. den lille bid jeg vil læse op. Det er der Fru Birgitte ser sin lillesøster for første og eneste gang.
VISBORG, september 1464
Den morgen jeg ser min søster første gang, vågner jeg tidligt.
Jeg strækker mig og rækker mig i sengen. Jeg har sovet godt. Vejret, det stille, solfyldte sensommervejr vi har haft i nogen tid, må være slået om i løbet af natten. Østersøen laver en øredøvende larm neden for slottet. Selvom jeg prøver af al magt at lytte efter lyde inde fra huset, kan jeg ikke høre andet end bølgerne som slår og slår mod stranden nedenfor, og vinden som river og flår i trækronerne på den anden side af graven. Jeg trækker dynen op omkring mig og fryder mig over at kunne ligge her helt pakket ind i lyde som intet menneske kan eftergøre.
Så brister min boble af ro, og jeg husker hvorfor jeg ikke ligger i min egen seng, men i en fremmed seng i det øverste kammer i tårnet på Visborg. Mismodet slår ind over mig som bølgerne slår ind over stranden nedenfor. I går var det dagen efter dagen hvor jeg begravede min far. Nu er jeg helt alene. Ingen far, ingen mor, ingen børn. Kun en slægt som altid er fjern. Jeg har ondt af mig selv, men så tager jeg mig sammen. Jeg har en slægt. Jeg har fem farbrødre som tilsammen er stærkere end nogen anden slægt. De står bag mig. Vi står last og brast i al evighed.
Jeg slår dynen til side og kommer ned på gulvet. Det er iskoldt, og jeg kan først ikke finde mine sko. Pigen har sat dem henne ved kisten med mine klæder. Jeg finder dem efter få skridt hen over gulvet, men det er nok til at kulden er krøbet langt op ad mine ben, og jeg fortryder at jeg ikke ventede i sengen på at hun skulle komme og hjælpe mig.
Nu er det for sent at fortryde. Kulden fra gulvet er nået op og snerper min blære sammen. Jeg skal, og det skal være nu. Gud ske tak og lov, så er der en natstol i rummet. Jeg sætter mig og slipper trykket ud og ned i spanden. Jeg kan høre på strålen at jeg må have sovet længe.
Bagefter vasker jeg mig og tager mine klæder på. Min pige er stadig ikke kommet. Jeg går hen og åbner skodden.
Det er dag. Det er lyst udenfor. Grålyst. Det regner, og det blæser kraftigt. Vinden står næsten lige på, og der er skum på bølgerne så langt jeg kan se ud over søen. Den bruser og buldrer og brager. Og lige nedenfor slår den højt op i skum over bryggen.
Der står en hel lille forsamling af mænd dernede. De skutter sig, og de ser i samme retning. Da jeg også ser i den retning, får jeg øje på skibet som nærmer sig øen med bugnende sejl. De der er om bord, får sig nogle gevaldige vippeture. Det er en kogge, men jeg kan ikke se hvorfra den kommer. Dens vimpel står lige frem fra mastetoppen.
Så går døren op bag mig, og min pige kommer ind, forpustet og rød i kinderne. Hun siger hun er ked af at hun kommer så sent, men hun håbede at jeg sov endnu.
Det er lillesøsteren der kommer med skibet.
Som det vist fremgå med al tydelighed så er jeg historiker af uddannelse.
Jeg er meget optaget af at forstå alt det der er gået forud for vor egen tid. Det er spændende at dykke ned i, og det er helt nødvendigt for os i dag for at forstå hvad der har skabt det samfund vi lever i. Hvis vi ikke kender vores historie, kender vi heller ikke os selv. De mennesker vi er, det liv vi lever, den viden vi har og de tanker vi gør os om hvad der er rigtigt og forkert, bygger på alt det der er sket og tænkt før os. Billedligtalt står vi på skuldrene af generationer af forfædre og formødre. Vi er hverken værre eller bedre end dem, klogere eller dummere.
Kvindevilkår optager mig meget. Det var det emne der i sin tid fik mig til at skrive Helsingørkrimierne.
Der var meget middelalderens kvinder ikke kunne, som vi kan i dag, men de sad ikke med hænderne i skødet. De færreste kvinder kunne tillade sig at sidde med hænderne i skødet. Der skulle arbejdes, og der var meget arbejde kvinder kunne påtage sig.
Svenske fru Birgitte overtager driften af sin gård da hun flytter ind. Gården er meget stor, i dag vil vi kalde den for et stort gods, og der er mange folk ansat og meget jord at passe. Selvfølgelig driver hun den sammen med sin mand, men han har mange andre opgaver og er meget væk hjemmefra, derfor er det hende der står for den daglige drift. Det var det almindelige.
Da hun flygter ned til Danmark, bliver hun kongelig lensmand. Dvs. at hun bestyrer en af kongens gårde. Kvinder kunne godt være lensmænd. Det der afgjorde om man kunne få den stilling, var hvor gode forbindelser man havde, mere end ens køn.
Men kvinder var kun i sjældne tilfælde så magtfulde som mænd, og hvis en kvinde ikke havde en mand eller andre stærke slægtninge, kunne det være svært for en kvinde at klare sig.
Når jeg skriver historiske romaner gør jeg det inden for de rammer som faghistorien udstikker. Det er i hvert fald det jeg bestræber mig på, og jeg håber at det lykkes mig i det store og hele. Jeg gør mig i det mindste stor umage.
Det kom lidt bag på mig da jeg i sin tid begyndte at skrive historiske romaner. Jeg læste selv historiske romaner, men jeg var meget skeptisk. Den historiske roman – eller endnu værre – den historiske film er en stærk sag hvis den er ordentlig lavet. Vi tror jo på det vi får fortalt hvis vi får det fortalt overbevisende. Også når det vi læser, ikke holder i historisk perspektiv.
Når man skriver romaner, finder man på. Når man skriver historiske romaner finder man dobbelt på. Ingen kan skrive som det virkelig var. Vi kan kun se på historien med vore egne øjne, og vi leder altid efter os selv og svar på vore egne spørgsmål.
Men lysten til at fortælle var for mig altså så stor at jeg alligevel nu har skrevet endnu en historisk roman.
Det der drev mig til at skrive om ’Svenske fru Birgitte’ var først og fremmest at jeg selv gerne ville finde ud af hvordan en kvinde der var født med så store muligheder og fik et så dramatisk liv, men også ensomt og ulykkeligt liv, overhovedet kom igennem det liv.
Set fra historikerbordet var der ikke meget morsomt ved det, men det måtte der være, tænkte jeg. Der måtte være noget der gav hende kræfter til at rejse sig igen og igen. Det var det jeg ledte efter.
Livskraften.
Derfor begynder jeg historien på det tidspunkt i hendes liv hvor hun nok er længst nede. Hun er gammel, hun er blevet fed, hun har slidgigt, jeg tror også hun har en depression. Alt synes at være gået galt, og der er ikke udsigt til at hendes liv kan vende sig til det bedre.
Men det gør det. Og det er her jeg finder på. Jeg lader en ung historiker fatte interesse for hende, så megen interesse at de to faktisk mødes. Det er naturstridigt, det skal heller ikke læses realistisk, men jeg lader den unge tage til Dronningholm, og der dukker fruen op. Deres samtale er ikke synderlig frugtbar, og så alligevel. Det er svært at række over flere hundrede år, men de forsøger. Og det lykkes på en måde. Begge får noget godt ud af dette korte møde.
Og jeg fik skrevet en roman der sætter moderne kvindeliv op overfor en middelalderkvindes liv og fik fortalt svenske fru Birgittes liv.
