ESKE BILLE OG URTERNE

 

Nær mit logi i Bergen lå en gadestump eller nærmere en lille plads med en stump græsplæne og nogle krydsende veje. Den hedder ’Klosteret’. I den ene ende bliver pladsen lukket af en klippeknold med en besynderlig villa med tårn på toppen.

Jeg spurgte mig for, men ingen vidste rigtigt hvad det var. En kirke, mente nogle; klosteret, mente andre. Klosteret, altså Munkeliv Kloster, som jeg var interesseret i, var det i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg, for det blev jævnet med jorden midt i 1530’erne. Der lå også en lille café, ’Klostercafeen’. Lille, men populær. Bordene udenfor var altid besat med mennesker der fik en kop kaffe eller et glas vin til en lang samtale. På et skilt kunne man læse at der også blev serveret lette middagsretter. Dagens ret var ofte klipfisk.

Der gik jeg ind nogle gange på vej tilbage fra mine udforskninger af byens middelalder. Det var et godt vandingssted, og måske laver de der byens – eller Norges – bedste espresso. Den var mindst lige så god som på en gennemsnitsbar i Italien.

På min sidste dag i Bergen satte jeg mig i cafeen for at gøre mine noter færdige. Den dag havde ejeren selv vagten. Jeg spurgte hende om den underlige villa med tårn, og hun vidste det. I dag var det alminelig beboelse, men oprindelig var den bygget til brandvagten. Bybrande i Bergen havde gennem århundreder været en evig tilbagevendende katastrofe. Derfor havde man bygget vagttårne som dette på højtliggende steder for at kunne gribe ind i tide.

Så spurgte jeg om klosteret. Værten vendte menukortet om og slog op på den nye første side. Der var en rekonstruktionstegning af klosteret som det så ud i dets sidste år. Hun satte pegefingeren ned på klosterkompleksets nordvestlige hjørne og sagde ’Her, lige her sidder du. Og hvis du læser historien’, hun bladede en side frem, ’får du alt at vide om klosteret’.

Det sidste var ikke helt rigtigt, men der stod noget jeg ikke vidste.

Klosteret ejede hele området – det vidste jeg – men på skråningen væk fra byens centrum og ned mod Puddefjorden, et stort sydvest­vendt område, lå klosterets urtehave. Klosteret var specialiseret i medicinske urter.

Mon ikke det var her Eske Bille fik sine helbredende urter til Norges første snaps? Det ved ingen i dag, men det er muligt, mere end muligt. Det er meget sandsynligt!

SLUT (tror jeg)

Udgivet i du må vide, Eske Bille, Grøn grød, Kære datter | Tagget , , , , , | Skriv en kommentar

ESKE BILLE OG SNAPSEN

Jeg var i Bergen for at finde ud af hvordan byen var at være i. Jeg ville f. eks. gerne vide hvordan det føltes at gå op fra Byfjorden til Munkeliv Kloster. Hjemme kan man se på et kort, og her kunne jeg gætte at det gik opad fra fjorden til klosteret, men jeg kunne ikke se om man ville få sved på panden. Jeg skal have virkeligheden ind i fødderne for at kunne skrive. Jeg ville også gerne se hvordan lyset skiftede over byen når solen stod op og alle den slags sansninger. Jeg var på det man på moderne dansk kalder ’researchtur’ for at kunne skrive min roman ’Kære datter, du må vide’, historien om en mor og en datter i 1500-årene.

En dag var jeg atter gået ud til Bergenhus, byens fæstning, for at se, indse og mærke hvordan det var at leve her. Det er på Bergenhus at Sofie Krummedigesdatter, datteren i min fortælling, bor i de år hun modtager brevene fra sin mor. Den dag ville jeg prøve at forstå hvordan stedet var befæstet inden Sofies mand, Eske Bille, lavede det hele om.

I et hjørne af området ligger en stor betonbygning. ’Fæstningsmuseet’ står der på et skilt. Det var dagens hovedmål. Ved indgangen læste jeg en oversigt over hvad der gemmer sig på alle etagerne. Det virkede ikke lovende. Museet er tilsyneladende specialiseret i det norske forsvar under 2. verdenskrig. Måske, måske kunne jeg finde lidt oppe på tredje sal.

Mens jeg stod og overvejede om jeg skulle løse billet og tage trapperne op, kom en vagt hen til mig og spurgte om han kunne hjælpe. Jeg forklarede at jeg var interesseret i at vide noget om ombygningen af fæstningen i 1530’erne. Han rystede på hovedet. Det havde de ikke noget om, men hvorfor var jeg også interesseret i lige netop det tidspunkt?

Og så forklarede jeg at jeg var historiker og forfatter, at jeg var i Bergen for at samle stof til en roman der skulle foregå henne på Bergenhus, mens Sofie Krummedigesdatter levede der. Jeg fortalte også at Sofie Krummedigesdatter var gift med lensmanden Eske Bille. Mænd ved sjældent noget om kvinder i historien; mænd plejer at interessere dem mere. Her virkede trikket også. Da jeg sagde ’Eske Bille’ kom der lys i vagtens øjne. Eske Bille var hans store helt. Eske Bille var manden der indførte snapsen i Norge. Ikke den simple brændevin, men den raffinerede snaps.

Her tror jeg at jeg tabte underkæben. Inden jeg rejste til Bergen, havde jeg læst alt hvad jeg havde kunnet finde om Eske Bille og dannet mig et indtryk af en myreflittig, energisk og begavet mand. Snaps var nok det sidste jeg ville have forbundet ham med.

’Jo, nu skal du se’, sagde vagten og hev mig med ind på sit kontor, tændte for computeren og begyndte at lede. Og han ledte og ledte. Han vidste han havde det liggende et sted, men det var lang tid siden, og så …

På et tidspunkt spurgte jeg om han ikke bare kunne give mig linket. Men NEJ. Vagten blev helt forskrækket. Det var det norske forsvars computersystem. Der skulle 27 sikkerhedsgodkendelser til, men han havde lagt en fil ind med sådan noget han selv arbejdede med i sine fristunder. Og så fandt han det. Et dokument med et skannet brev som Eske sendte til ærkebispen i Trondhjem d. 13. april 1531. Der står at Eske medsender noget aqua vita som er godt for alle indvortes sygdomme. Desværre kan han ikke sende ham mere lige nu, men så snart han igen får de urter der skal i, skal han sende en ny portion.

Brevet er skrevet med en smuk, regelmæssig 1500-års hånd, en dygtig skrivers hånd. Det er under ingen omstændigheder Eske Bille selv der har ført pennen. Han havde en klo som selv hans egen kone havde svært ved at tyde.

Jeg fik et print, takkede og gik lige så målløs som glad fra museet.

I foråret 1531 er forholdet ikke godt mellem Eske Bille og ærkebispen og de øvrige norske stormænd, og det hele ende i en tragedie, men alligevel sender de små opmærksomheder til hinanden. Eller måske netop derfor. Blødgøringsgaver.

Et par dage efter museumsbesøget opdagede jeg hvor Eske kunne skaffe urterne til snapsen. Måske – og det var heller ikke planlagt.

URTERNE  (fortsættes)

Udgivet i du må vide, Eske Bille, Kære datter | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

ESKE BILLE OG DEN GRØNNE BØLGE

En dag på vejen ud af min lokale Irma stoppede jeg op og tog en folder om Irmas nye grødserie. Den sidste opskrift i folderen var en GRØN GRØD, altså grød med krydderurter. Under opskriften stod en kildehenvisning. En kildehenvisning til Eske Bille! Originalopskriften lå i hans bevarede papirer.

Det var en overraskelse. Eske Bille var altså en mand der inter­esserede sig for sin families og betroedes folks helbred, og han var bevidst om de gavnlige virkninger grønt har på vores helbred.

På det tidspunkt kendte ingen selvfølgelig til vitaminer og deres effekt, men man forstod at grønt i maden kunne noget godt.

Det var nyt for mig, og jeg blev selvfølgelig oplivet og begejstret. Senere løb jeg – igen tilfældigt – to gange mere ind i oplysninger som lærte mig mere om Eske Bille og den grønne bølge i middelalderen.

Eske Bille er lidt af en helt i den roman jeg arbejder på. Han er gift med Sofie Krummedigesdatter. Hun er den ene af mine hoved­per­soner, den anden er hendes mor, Anne Rudsdatter.

Eske er født ind i en af landets store og betydningsfulde slægter. Billernes hovedgård var Svanholm i Hornsherred. I dag er Svanholm et økologisk gods, landets første og største producent af økologiske landsbrugsvarer.

Men Eske blev født langt nede i rækken at sønner, så han kunne ikke forvente nogen større arv, og indtil da skulle han leve af sine egne evner. Dem havde han heldigvis mange af. Han var dygtig, begavet, flittig og pålidelig, så han blev en af kongens højt betroede embeds­mænd. På det tidspunkt, jeg skriver om ham, er han kongelig lens­mand på Bergenhus i Norge. Det vil sige at han er den danske konges stedfortræder i Norge fra Bergen til Nordkap.

Da jeg begyndte at skrive romanen, vidste jeg temmelig meget om ham. Sådan set det hele, lige ned til hans bøvl med et skinnebenssår. Troede jeg.

Men jeg tog selvfølgelig fejl. Der var mere. Og aha-oplevelsen med den grønne grød var bare den første. Siden kom snapsen.

 

SNAPSEN (fortsættes)

Udgivet i du må vide, Eske Bille, Grøn grød, Kære datter | Tagget , , , , | Skriv en kommentar

FORARBEJDET TIL ‘KÆRE DATTER, DU MÅ VIDE’

RESEARCH – undersøgelse, indsamling af fakta, tilegnelse af viden, afdækning, omhu, nørderi

Jeg researcher aldrig! Jeg kan ikke fordrage det ord. Jeg synes det er krukket. Det er også unødvendigt på dansk; vi har en række ord der er mere nuancerede. Jeg studerer, undersøger, ind­samler fakta, afdækker mulige sammenhænge i mit stof, og jeg udøver med fryd pedantisk nørderi.

Da min ægteviede husbond for mindst 30 år siden foreslog mig at skrive en historisk roman (indrømmet, det var en rigtig god idé), afviste jeg det blankt. Jeg forstod at det ville tage mig år at studere, undersøge osv. stoffet.

Det gad jeg ikke. Jeg ville meget hellere bruge min tid på at skrive om noget jeg vidste noget om i forvejen, noget som var lige til at gå til.

20 år senere – sådan ca. – kastede jeg mig alligevel over den historiske roman og fandt ud af at det var interessant, spændende og slet ikke tidsrøvende at grave mig ned i det historiske med det formål at beskrive mennesker, der kunne være os, men lever i andre tider.

 

Jeg begynder som regel arbejdet med at skrive en ny roman med at læse stakkevis af bøger og artikler, den ene tager den anden med sig.

Når jeg tror at jeg ved det hele, går jeg i gang med at skrive. I løbet af kort tid opdager jeg at jeg intet ved, og så fortsætter jeg mine historiske undersøgelser.

Lige nu har jeg to vigtige, men ubesvarede spørgsmål:

Brugte man bleer til spædbørn i middelalderen? Hvis ikke – hvordan klarede man sig indtil barnet blev renlig?

Fandtes der brønd både i Håkonshallen og i tårnet på Bergenhus i 1530?

Begge spørgsmål har jeg forgæves prøvet at læse mig til. Altså må jeg finde nogen der måske kan give mig et svar.

Det skulle vel ikke være dig?

 

Det er en sjov del af arbejdet med en historisk roman. Rigtigt sjovt bliver det når jeg tilfældigt falder over svar som jeg ikke har haft fantasi til at spørge om.

For eksempel havde jeg ikke et sekund forestillet mig at en mand, højt på strå og en dygtig og flittig embedsmand omkring 1530 ville være optaget af grønne urters sundhedsbevarende og sygdomsbekæmpende virkning. Det blev jeg ved et tilfælde en dag jeg handlede i min lokale Irma.

 

ESKE BILLE OG DEN GRØNNE BØLGE

(fortsættes)

Udgivet i du må vide, Kære datter | Tagget , , , | Skriv en kommentar

Radiosnak – Helsingørkrimierne –Helsingør lokalradio

Goddag og velkommen til en lille halv time om nogle romaner der handler om Helsingør.

Jeg hedder Birgitte Jørkov, jeg er forfatter og bor i Helsingør. Jeg vil fortælle lidt om mine romaner om byen. De foregår alle i sidste halvdel af 1400 årene. Den gang byen var ung og sprælsk.

Vi ved ikke hvor gammel Helsingør er, men noget af muren i Sct. Olai ser ud som om her var en kirke af teglsten i 1200-årene. Måske var denne kirke ikke en gang den første kirke på stedet.

Men i 1420’erne sker der noget. Det ved vi. Byen får fornyet sine købstadsrettigheder, Krogen bliver opført, Kronborgs forgænger og sundtolden bliver indført og begyndt opkrævet på Krogen.

Omkring 1450 – hvor jeg begynder mine Helsingørfortællinger – tror jeg at byen har været én stor byggeplads. Sct. Olai bliver bygget større, Karmeliterklosteret er under opførsel, og nede ved Svingelport bygger sortebrødrene på deres kloster. Derudover må købmandsgårde og håndværkergårde skyde op. Helsingør er ved at blive en stor by. Hele det område, som vi kalder den gamle by, fra Strandgade – som den gang bare var en strandbred – til Sudergade, fra Sofie Brahesgade til Svingelport ligger der en sprællevende by, beboet af håndværkere, værts­husholdere, færgemænd, fiskere, købmænd, munke og præster, og besøgt af sømænd og købmænd fra hele den kendte verden.

Helsingør er en by fuld af historie og historier, og Helsingør er en by fuld af en helt særlig historie og helt særlige historier. Helsingør er med et modeord: Unik.

Det er Helsingørs beliggenhed der har gjort den enestående – og så lidt held. Og det er de mennesker der er blevet tiltrukket af byen og har slået sig ned i den der har skabt dens helt enestående historier.

Helsingoranerne er i sig selv ikke enestående. Vi er ret beset ganske almindelige mennesker, men kombinationen af byen, dens beliggenhed, dens historie og dens indbyggere har skabt noget der er helt for sig selv.

Foreløbig har jeg brugt en lille bid af byens historie til at skrive fire historiske krimier. Det er dem jeg kalder Helsingørkrimierne. Det er lidt frækt, for jeg er ikke den eneste der har skrevet krimier om byen.

De fleste kender vist Lars Kjædegaards romaner som foregår i byen. De der ikke gør det, har noget at glæde sig til. Carl Muusmann skrev i begyndelsen af forrige århundrede krimien ”Sherlock Holmes på Marienlyst”. Den er vist ikke længere så kendt, men den er blevet genudgivet for få år siden og godt nok værd at stifte bekendtskab med.

Og der er andre, mange andre, der har skrevet om byen, men jeg har alligevel vovet at kalde mine helsingørkrimier for Helsingørkrimier.

Ideen med at jeg skulle skrive om Helsingør og om byens tidligste historie, slog ganske uventet ned i mig. Først blev jeg rent ud forskrækket. Det kunne jeg umuligt. Men da jeg havde sundet mig lidt, kunne jeg godt se at jeg havde fået foræret er stort og spændende stof.

Som jeg har fortalt her i radioen ved en tidligere lejlighed, havde jeg den gang mange indvendinger mod at skrive historiske romaner, men stoffet var så spændende at jeg alligevel bukkede under. Jeg kunne ikke lade det ligge.

Jeg har ved andre lejligheder fortalt om hvordan jeg fik ideen – eller hvordan jeg blev påtvunget opgaven – sådan føltes det – at jeg blev tvunget – så jeg håber ikke at jeg keder for mange ved at gentage historien.

Jeg havde lige fået antaget min første roman, en spændingsroman som foregik i samtiden, og jeg var helt sikker på at jeg ville skrive flere romaner af samme slags. En aften i november var jeg til fest inde i København hos nogle venner. Det var en dejlig fest, god mad, gode vin og godt selskab. Da vi rejste os fra bordet for at gå ind til kaffen, blev jeg stoppet af nogle venner, og de forlangte at jeg skulle begynde at skrive historiske krimier. Det ville jeg ikke. Jeg ville slet ikke skrive historiske romaner, og jeg anede ikke hvad en historisk krimi var for en størrelse. Men mine venner blev ved med at argumentere for deres sag, og jeg gentog og gentog mit nej.

Pludselig stod der en fjerde person mellem os. Jeg så og hørte hende lige så tydeligt som jeg hørte mine venner. Hun var mindre end mig selv og en del rundere. Så havde hun noget temmelig umoderne tøj på og et hvidt tørklæde om hovedet. Hun præsenterede sig som købmand i Helsingør, mor, mormor og enke, og så sagde hun at hun havde en historie som jeg skulle fortælle, og at den foregik i Helsingør i 1450.

Det var en temmelig overvældende oplevelse, og jeg endte med at sige ja af bare befippelse og for at for fred til at få min kaffe.

Da jeg vågnede den næste morgen, sad hun på sengekanten og mindede mig om hvad jeg havde lovet.

Hun sagde hverken hvad hun hed eller hvilken historie jeg skulle fortælle. Det mente hun at jeg selv kunne finde ud af.

Det gjorde jeg også. Det var Elne, jeg havde mødt. Elne Jeps, købmandsenken på hjørnet af Færgestræde og Stengade – som i hendes tid hed Søndre Hærstræde –  og den historie jeg skulle fortælle, var den om karmeliterklosteret og –kirken, det vi kalder Sct. Mariæ. Det brændte marts 1450. Ingen ved i dag hvorfor branden opstod, så det var den historie jeg skulle fortælle. Det gjorde jeg så i min første Helsingørkrimi ’Vor frues sorte søndag’.

 

Da jeg skrev den, vidste jeg ikke at det var min første Helsingørkrimi. Jeg troede at det var den ene historie jeg havde lovet Elne at skrive. Men da jeg var færdig med ’Vor frues sorte søndag’, stod hun klar med endnu en historie som hun overtalte mig til at fortælle. Det var historien om da hendes købmandsgård brændte ned den sommer hvor byens købmænd ikke kunne købe friske fødevarer ovre i Skåne fordi hele landsdelen var blevet brændt af om vinteren. Den foregår henover sommeren 1452.

Den historie kom til at hedde ’Når himlen falder ned’.

Jeg tror først det var da jeg havde sendt mit manuskript til forlaget, at det gik op for mig hvad jeg var i gang med. Jeg havde troet at Elne var min hovedperson, og det troede hun vist også selv. Men det var jo byen, Helsingør, der var min hovedperson. Det var byens karakter og udvikling der optog mig.

Elne kom til mig som en voksen kvinde med en færdigdannet karakter. Hun stod med begge ben plantet forsvarligt i sin gård på Søndre Hærstræde, og jeg skulle ikke bestemme noget over hende. Det eneste der skete med hende var at hun blev ældre for hver bog, og fik flere og flere af alderens skavanker.

Det var byen Helsingør der var inde i en spændende udvikling. Det var alt det der skete i Helsingør der havde grebet mig. Og i disse år i 1400-årene må Helsingør have været den mest dynamiske og spændende by i landet.

Så da jeg gik i gang med at tænke over den tredje roman, fandt jeg historien i byens historie. Inspirationen lå i den historiske faglitteratur og i selve byen.

Ideen til denne tredje helsingørkrimi kom en aften jeg var til koncert i Sct. Mariæ. Vi kom i god tid før koncerten for at sikre os gode pladser, og mens vi ventede på at musikken skulle begynde, kiggede jeg mig omkring. Her fik jeg øje på en mand der sad i en blomst oppe i et af hvælvene i det søndre sideskib. Han havde et navnbånd, og der stod ’Hans Pothorst’. Jeg anede ikke hvem Hans Pothorst var, men han virkede ret malplaceret der oppe mellem billeder der fortalte Jesu livshistorie. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem fra koncerten, var at slå ham op.

Hans Pothorst blev admiral under Chr. I og var vist nok – muligvis – udsendt som opdagelsesrejsende. Han skulle finde vejen til Indien ved at sejle mod nordvest over Atlanten. Det eneste der forbandt ham med Helsingør, er billedet i Sct. Mariæ. En sen, skriftlig kilde – som ingen fagfolk troede på kunne være sand – fortalte at Hans Pothorst og hans ven Didrik Pinning på denne ekspedition ikke fandt Indien og de dejlige krydderier – som var turens egentlig formål – men Amerika. Tyve år før Columbus!

Den historie kunne jeg ikke bare lade ligge. Det kunne godt være at den ikke var sand, men den var ikke umulig, og selvfølgelig skulle ekspeditionen udgå fra Helsingør, og det var der den skulle ende – i Pothorst egen by, den mest internationale by i Danmark. Ekspeditionen kom i øvrigt i stand ved et samarbejde mellem den danske og den portugisiske konge. Det var de portugisiske konger der i gennem 1400-årene var den drivende kraft i de store oversøiske opdagelser. Og ifølge kilden skulle der også have været en portugisisk adelsmand med på turen.

Da jeg var færdig med at fortælle den historie, troede jeg fortsat ikke på at den rummede megen sandhed. Jeg havde undervejs i skrivningen læst den nyeste forskning om udforskningen af Nordatlanten i 1400 og 1500 årene, og den afviste at Pothorst skule have krydset Atlanten.

Siden er jeg kommet i tvivl. Jeg støder fra tid til anden på oplysninger som gør historien mere sandsynlig. Altså ikke de detaljer jeg fandt på i min krimi ’Vesten for øret’ om hvad der skete i Helsingør da Pothorst vendte hjem, men at Pothorst, Pinning og den portugisiske adelsmand faktisk var en tur sammen i Amerika i 1472-73.

Da jeg lige ville tjekke et par oplysninger om Pothorst til denne radiofortælling, så jeg til min undren at internet leksikonnet Wikipedia i dag skriver at Pothorst og Pinning virkelig var i Amerika. Jeg håber ikke at det er min roman der har overbevist nogen om at turen virkelig har fundet sted. Et er at skrive noget i en roman, noget helt andet er at skrive en leksikonartikel.

Men som sagt, der er meget der tyder på at det kunne være sandheden:

                 Amerika opdaget fra Helsingør af en helsingoraner.

Det lyder da af noget! Specielt hvis vi lige glemmer at vikingerne var der først, og at baskerne allerede havde fisket torsk i mange, mange år ud for New Found­land.

Med ’Vesten for Øret’ var jeg slet ikke færdig med Hans Pothorst. Jeg havde fundet på en røverhistorie som kunne forklare hvorfor Pothorst betalte de mange penge der skulle til at male ham selv og Jesu livshistorie i det søndre sideskib i Sct. Mariæ, men jeg havde endnu ikke fået malet billederne.

Sct. Mariæ, kirken, bliver først færdig i 1480’erne. Det mener de fagfolk der har forstand på den slags. Men når man skriver en roman, i hvert fald når jeg skriver romaner, så må jeg vide nøjagtigt hvornår de begivenheder jeg skriver om, foregår.

Så jeg besluttede i min fortælling at det skete i sensommeren 1486. Det sidste kirken manglede den sensommeren  var udsmykningen med Jesus og Pothorst i sideskibet og så opsætningen af den nye altertavle.

Den nye altertavle – den jeg sætter op i kirken i min fortælling – er det sidste skrig i gotiske altertavler. Glem lige for et øjeblik det store skrummel af en altertavle kirken har i dag. Før den har der været en anden tavle, en gotisk, som sikkert har lignet den jeg finder på, en del. Denne er bestilt i Lybeck og betalt af lensmanden på krogen, Poul Laxmand. Den kommer træskærermesteren med, og han har en svend med sig som hjælper. Svenden er en ung maler, uddannet i Italien, men drevet nordpå fordi han gerne vil se hvordan man gør tingene uden for hans hjemegn.

Det nye inden for kunsten nede i Italien, i Toscana og i Umbrien, er den per­spektiviske tegning. Den teknik er slet ikke nået op til os endnu. Kirkemalerne, som arbejder i Sct. Mariæ, bruger den gamle fladeteknik. Det ville også se fjollet ud at male perspektivisk på indersiden af en hvælving. I denne sensommer 1486 opstår der derfor et sammenstød mellem det nye, det der kommer til at markere renæssancekunsten, og de traditionelle middelalderteknikker. Og dette sammenstød indtræffer i vores Sct. Mariæ.

Det er ikke det eneste sammenstød der sker i min fortælling – helt bortset fra de sædvanlige sammenstød der indtræffer mellem mennesker. Slutningen af 1400-årene er en brydningstid.

I middelalderen levede man i forskellige former for kollektiver. Ikke som hippikollektiverne i 70’erne, men de er alligevel ikke så dårlige at tænke på i denne sammenhæng. Familierne rummede ikke bare far, mor og børn; familierne var arbejdsfælleskaber. I det daglige hørte de svende og piger der arbejdede for familien,til. Alle mennesker indgik også i en slægt, og alle var organiserede i faglige foreninger, lav og gilder f.eks. Elne var medlem af byens købmandsgilde. Det var betingelsen for at hun kunne arbejde som købmand. Og alle var med i kirkelige fællesskaber, ordnet efter den sognekirke man tilhørte.

Individets ønsker og lyster var til enhver tid underlagt et eller flere kollektiver. Man kunne ikke gøre som man havde lyst til, man måtte rette ind efter det fælles bedste. I middelalderen var der ikke plads til selvrealisation – eller råd til at individer gik deres egne veje. Det system er på nogle områder under nedbrydning i slutningen af middelalderen.

Kunstnerne arbejdede også i kollektiver, og vi kender kun meget få signerede værker. Hvis vi kender et navn, er det navnet på værkstedet. De malere der har udsmykket f.eks. Sct. Mariæ, er anonyme. Egentlig er det forkert at kalde dem kunstnere – eller næsten forkert – de betragtede sig selv som håndværkere på linie med skomagerne f.eks.

Inden for billedkunsten sker der også et brud i disse år med den kollektive tankegang.

Når man står og kigger op i hvælvingen hvor Hans Pothorst er malet, ser man at han har selskab. Ved siden af ham sidder endnu en mand i en blomst. Denne mand har også et tekstbånd under sig, men vi kan ikke læse eller forstå hvad der oprindelig var skrevet. Vi ved ikke hvem han er. Vi kan kun gætte. Vi kan gætte på at det er maleren. Altså den mester der har stået for udsmykningen af det søndre sideskib. Det er ikke mig der har fundet på den tolkning, men min gamle professor fra universitetet, nu afdøde, Axel Bolvig, ekspert i vore middelalderlige kalkmalerier. Hvis det er rigtigt – og det tror jeg – så har vi her det første selvportræt af en kunstner. Så jeg tænker at denne maler, hvis navn vi ikke kender, har ment at når man kunne få malet sit billede ved siden af Jesus bare fordi man havde penge til at betale for arbejdet, så var det også rimeligt at den kunstner der udførte arbejdet, fik sit billede op ved siden af.

 

Jeg har kaldt denne foreløbig sidste Helsingørkrimi for ’Dødssynder’.

Der var syv dødssynder, altså synder som man ikke kunne få tilgivelse for. Hvis man begik en af disse, var man sikker på at få et langt og varmt ophold i Helvede når man døde.

Den værste af disse synder var HOVMOD, altså hvis man satte sig selv over sine medmennesker og gjorde sig lig med Gud. Det er måske hovmod at gøre som maleren og som Pothorst, men prøv at kigge op over alteret næste gang i Sct. Mariæ. Ved siden – på linie med og på begge sider af den korsfæstede Jesus er malet to slægtsskjolde, et for Poul Laxmands fars slægt og et for hans mors. Og jeg er helt sikker på at skjoldene sidder netop der for at alle vi der kommer i kirken og er kommet her i de seneste mere end 500 år, tænker på Poul Laxmand når vi kigger op over alteret og ser Poul Laxmands slægt ved siden af Jesus. Det er helt klart hovmod.

De andre dødsynd er GRÅDIGHED og FRÅSERI, MISUNDELSE OG VELLEVNED, VREDE OG LADHED. Alle mine personer i romanen begår en eller flere af disse synder. Jeg ved det ikke, men jeg tror at det er en realistisk gengivelse af hvordan de virkelige helsingoranere var i senmiddelalderen – og som de fleste vel også er i dag.

 

Som historiker tror jeg at mennesket ikke har ændret sig synderligt gennem århundrederne. Vi føler og tænker som vore formødre, og når vi sætter os, så sætter vi os på den samme legemsdel vi har sat os på siden tidernes morgen. Det er bare udformningen af den stol vi sætter os på der har ændret sig en smule.

Når det handler om de grundlæggende menneskelige forhold, forstår vi hinanden tværs gennem århundrederne.

Derfor er det måske – på trods af min egen skepsis inden jeg gik i gang med at skrive mine romaner – alligevel muligt at skrive historiske romaner uden at gøre for megen vold på historien.

Derfor – og fordi jeg selv synes det er rigtig interessant at dukke ned i Helsingørs historie – håber jeg at jeg kommer til at fortsætte min serie om byen.

Der er så mange gode historier i byens historie, og de fortjener at blive fortalt.

 

 

Radiosnak – Helsingørkrimierne –Helsingør lokalradio

Indledning: Historikeren og forfatteren Birgitte Jørkov vil nu fortælle om sine Helsingørkrimier og om hvad der fik hende til at skrive dem.

…………………………….

Musik: Ars Nova/Bo Holten: Portuguese Polyphony: Trosylho: Circumdederunt

Skæring14 – 2:40 min.

……………………

Derfor – og fordi jeg selv synes det er rigtig interessant at dukke ned i Helsingørs historie – håber jeg at jeg kommer til at fortsætte min serie om byen.

Der er så mange gode historier i byens historie, og de fortjener at blive fortalt.

…………………

Musik: Ars Nova/Bo Holten: Portuguese Polyphony: Pedro Escobar: Clamabat autem mulier

Skæring15 – 3:08 min.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

DET ER GÅDERNE DER LÆGGER KIMEN

FORFATTERARBEJDE: STOFFET OG IDEERNE

Kystbanen var forsinket. Ingen, igen. Toget var stoppet til randen. Igen, igen. Jeg fik klemt mig ind på den absolut sidste ståplads foran toilettet.

En yngre mand, nydelig, vist nok, strøg forbi mig, åbnede toiletdøren med venstre hånd, og endnu med den ene ben ude på gangen, slog han puslepladen ned med højre. Det var klart ikke første gang han lavede den manøvre. Så smed han en stor taske op på puslebordet, mens han begyndte at åbne tasken, samtidig med at han lukkede døren med venstre hånd.

Multitaskning i topform.

Døren gled i, og det røde optagetlys tændtes.

Det gjorde jeg også, tændtes. Jeg glemte alt om min surhed over DSBs smøleri og begyndte at spekulere over hvad jeg var vidne til.

Var der et barn i tasken? En kvindekjole og make-up? En flaske med noget stærkt?

Toget sneglede sig nordpå, og der blev lidt efter lidt ledige sidde­pladser, men jeg blev stående. Hvad skulle denne yngre mand med den store taske på puslepladen? Jeg ventede og ventede, men døren forblev lukket på hele den lange og langsomme tur nordpå.

Endelig nåede toget min station, og jeg steg modvilligt ud, efter­ladende den yngre mand inde på toilettet.

Jeg fik ikke løsningen på gåden. Sådan er det ofte i livet, og det er gåderne der lægger kimen til en fortælling.

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar

Radiosnak – Helsingør Seniorradio

’Svenske fru Birgitte’ er titlen på den historiske roman jeg udgav i september.

’Svenske fru Birgitte’ er også en historiske person, Birgitte Olufsdatter Thott. Hun er hovedperson i min roman.

Hun blev født omkring 1420 og døde hen mod år 1500. Hun må altså være blevet mellem 75 og 80 år gammel. En ganske høj alder for en kvinde i 1400-årene. Hun blev kaldt for Svenske fru Birgitte fordi hun fik en lillesøster som blev døbt Birgitte – så de to søstres fulde navn var et og det samme. Begge er sandsynligvis blevet født på Vallø nede på Stevns, og begge gjorde krav på at være arvinger til gården. Det kunne sikkert godt give anledning til et par misforståelser, så derfor fandt nogen på at kalde den ældste Birgitte for den svenske. For den Birgitte, jeg vil fortælle om, blev gift med en svensk adelsmand og kom til at leve i Sverige i mange år.

En dag for en del år siden gik jeg en eftermiddag, en dejlig, solrig september­eftermiddag, på en landevej ovre i Skåne. Jeg havde været en tur rundt i Halland og Skåne for at fotografere til en artikel jeg havde skrevet. Det sidste billede var taget, og det hele var gået godt. Jeg havde fotograferet det jeg ville, og tilmed havde jeg været så heldig at møde nogle mennesker på turen som ikke bare havde været venlige, de havde også hjulpet mig mere end jeg havde turdet håbe. Jeg var glad og lidt træt og ville lige strække benene med en tur ud ad landevejen inden hjemturen. Solen skinnede, det var lunt, marken på min venstre hånd lå fortsat med gyldne stubbe, og skoven på den anden side stod mørk grøn.

Jeg tænkte på absolut ingenting. Så slog ideen ned! Midt i et skridt fik jeg noget – jeg tør ikke kalde det en åbenbaring – men lidt i den retning. Det var som om mit hoved blev kløvet af en slags film. Filmen handlede om Birgitte Olufsdatter Thott. Jeg så hende og hendes liv. Og ikke nok med det. Der var også en ganske ung, kvindelig historiker med. Jeg aner ikke hvor hun kom fra, men hun var med, for det var hende der fortalte om fru Birgitte.

Måske tog det hele bare et sekund, måske tog det længere. Jeg ved det ikke. Jeg stod bare der midt på landevejen og fik hele historien fortalt. Da filmen var slut, vidste jeg at jeg skulle skrive den ned, og det kunne ikke gå hurtigt nok. Jeg vendte om med det samme og småløb ned til bilen. Jeg skulle hjem og skrive mens jeg endnu huskede det hele.

Den dag troede jeg at jeg kunne klare opgaven på nogle få måneder. Det kom til at tage flere år.

Jeg kendte godt Birgitte Olufsdatter Thott i forvejen. Ja, kendte og kendte. Det er måske så meget sagt. Hun havde jo været død i omkring 450 år da jeg blev født, men jeg havde skrevet om hende før. Da Dansk kvindebiografisk leksikon skulle udgives, det udkom i år 2000, blev jeg bedt om at skrive den biografiske artikel om hende. Da jeg fik opgaven, kendte jeg hende ikke. Hun er ikke en meget kendt person, og jeg havde glemt at jeg faktisk må have læst et og andet om hende tidligere. Så hvis der sidder en lytter eller to og hører på dette og ikke lige kan huske Fru Birgitte, så forstår jeg dem.

Men der var skrevet om hende tidligere. Hun kom nemlig til at spille en rolle i nogle historiske begivenheder. Hun blev nævnt i Kong Hans’ håndfæstning på grund af den meget store morgengave hun fik da hun blev gift. Og så blev hun indstævnet tre gange for det svenske rigsråd – også på grund af morgengaven. Det havde jeg bare ikke lige fæstnet mig ved.

Det kom jeg til da jeg begyndte at skrive om hende til det kvindebiografiske leksikon. Netop fordi der allerede var skrevet om hende, var det vigtigt for mig at finde nyt stof, gerne om mennesket fru Birgitte, eller i det mindste finde en ny vinkel at se hendes liv fra.

Birgitte var tilsyneladende ikke nogen meget populær person i samtiden, og historikerne har siden heller ikke haft meget pænt at sige om hende. Det udfordrede mig. Jeg ville gerne finde frem til mennesket.

Det er bare slet ikke så nemt når vi er tilbage i 1400-årene. Der er ikke så mange kilder bevaret, og de kilder der findes, er næsten alle officielle dokumenter. Der er ikke meget bevaret som kan vise os menneskene som privatpersoner. Og når der er tale om kvinder – og børn og mennesker uden ejendom – er der næsten intet. Men jeg gik i gang, ledte og vendte og drejede det der findes for at forstå mennesket fru Birgitte.

Hun forekom mig mærkelig. Hver gang jeg satte mig til at arbejde med hende, havde jeg dels et billede og dels en sætning kørende inde i hovedet. Billedet var af en gammel, fattig og ensom kvinde. Men det var jo et vrøvlebillede. Hun var ikke gammel da hun blev født eller da hun som ung pige blev gift og kom til Sverige. Og fattig var hun absolut ikke. Hun endte som en af nordens rigeste kvinder. Men måske var hun ensom. Det omrids jeg kunne tegne af hendes liv, tydede på det. Sætningen som blev ved med at køre inde i mit hoved, var titlen på en dansk film fra 50’erne, ’Man gjorde et barn fortræd’. Jeg har aldrig set filmen, og jeg ved ikke hvad den handlede om, men min mor og nogle andre damer talte meget om den. Det var bare titlen jeg tænkte på når jeg tænkte på Birgitte. Jeg fornemmer, med alt hvad jeg kan fornemme med, at hun var et barn der blev forsømt.

Måske tager jeg fejl, men det er det indtryk jeg sad tilbage med da jeg var færdig med min artikel om hende. Et menneske med et langt og ensomt liv.

En dag skulle min artikel afleveres, selvom jeg slet ikke var nået så langt med at forstå Birgittes liv som jeg gerne ville.

Og så glemte jeg hende. Troede jeg. Der kom andre spændende ting at arbejde med, bl.a. en af Birgittes næsten samtidige, en kvinde som fik et godt og så vidt jeg kan læse mig til, lykkeligt liv. Gennem mit arbejde med denne anden kvinde stødte jeg på en tredje interessant kvinde. Hendes skrev jeg en artikel om som skulle illustreres med fotografier. Det var den dag jeg var ude for at tage disse billeder, at Birgitte slog til.

Den dag – og mens jeg løb ned til bilen og kørte hjem – troede jeg at jeg havde lavet alle de nødvendige studier i hendes liv. Det var bare at skrive løs.

Der tog jeg fejl, meget fejl. Jeg kom til at dykke meget dybere ned i fruens liv før jeg syntes at nu var det nok.

Da jeg troede jeg var ved at være færdig – både med at undersøge og skrive – slog det mig at jeg aldrig havde tænkt nærmere over én bestemt situation.

Fru Birgitte var også kendt i den historiske faglitteratur for at være sælger i det største jordsalg i Norden i hele middelalderen.

Vi vidste præcis den dag salget blev aftalt, d.14. januar 1494. Det skete på hendes gård, Hammersta, lige syd for Stockholm. Hun sælger til Sten Sture, den svenske rigsforstander, Sveriges mægtigste mand.

Uge efter, d. 19. januar, er hun inde i Stockholm og her skriver hun at hun tilbagekalder salget.

Der er meget underligt ved det salg, men vi har papir på de meste. Det ender et halvt år efter med at der bliver skrevet endeligt salgsdokument på sagen. I flg. det skulle Sten Sture betale fru Birgitte en gevaldig stor sum i stockholmsk sølv. Jeg kan ikke lige huske beløbet i dag, men det står i kilderne. Alle de steder dette salg er omtalt, er alle enige om at det er meget, men jeg ville så gerne vide sådan ca. hvor meget det var i sammenligning med vore dages penge. Fru Birgitte rejste straks efter salget ned til Halland. Det er en tur på omk. 600 km, og hun skulle på en eller anden måde have alle de penge med sig. Hvis hun ikke fik beløbet i rent sølv, det er mere sandsynligt, men sølv vejer jo også.

Sjov opgave, syntes jeg. Og gik i gang. Med helt nødvendig hjælp. Først fra nationalmuseets mønteksperter og siden fra min ingeniørhusbond og egne målinger i egen trillebør i egen have.

Hvis hun skulle transportere det hele, skulle hun bruge ca. 70 trillebøre – og ca. 70 mand til at trille trillebørerne. Det er et billede jeg kan forholde mig til – og det er et billede der er godt at bruge i en roman når man vil vise uden besværlige og sinkende forklaringer at penge i middelalderen ikke bare flyttede sig ved en hurtig elektronisk overførsel fra en bankkonto til en anden.

Der var på flere måder en vægtig handel.

Steder betyder meget for mig, fysiske steder.

Jeg kan ikke skrive en sætning om et sted før jeg ved nøjagtig hvordan der ser ud, hvordan det er at gå på det sted, hvordan vinden føles, hvordan der dufter eller lugter. Jeg bruger alle mine sanser når jeg skriver.

Fru Birgitte kom til at leve i mange år på Dronningholm ved Arresø, ikke så langt fra vore dages Frederiksværk. Der havde jeg været et par gange før jeg fik ideen til at skrive om hende, og da jeg fik ideen, vidste jeg at hovedparten af hendes fortælling skulle fortælles fra stenstuen på Dronningholm. Jeg overvejede om jeg skulle tage derop igen og sætte mig lige netop der hvor jeg tror hun sad i sin tid, og begynde og fortælle hendes historie for mig selv. Det gjorde jeg ikke. Jeg besluttede at jeg ville skrive på mine egne erindringer om stedet.

Til gengæld kørte min mand og jeg derop da romanen var blevet til en bog man kunne holde i hånden, og så skålede vi i kaffe med fru Birgitte på at det var lykkedes.

Det var os der havde kaffen med.

Fru Birgitte kommer til at tilbringe knap 35 år på Hammersta, den gård hun får i morgengave lige syd for Stockholm. Jeg studerede kort og arkæologiske tegninger over stedet, men det var ikke nok. Så jeg måtte en tur op til Hammersta. Og der var det hele selvfølgelig helt anderledes end det jeg har forestillet mig. Virkeligheden kan være en forstyrrende faktor når man skal skrive, men for mig er den altså helt nødvendig.

Jeg var også en tur i Uppsala og i Stockholm. Stockholm ser meget anderledes ud i dag end i 1400-årene, men byen Stockholm har lavet en meget fin hjemmeside om byens historie. Den brugte jeg, men det var først da jeg en dag gik igennem byen og hørte kirkeklokkerne ringe at jeg fik hul igennem til mine beskrivelser af hendes ophold i denne by.

Og så var jeg selvfølgelig også en tur i Snöstorp lige uden for Halmstad. Der hvor hun sandsynligvis dør.

Jeg kom godt rundt i Sverige med den roman.

Det lå ikke i kortene at jeg også skulle til Gotland. Der er intet i kilderne der antyder at hun overhovedet var på den ø, men hendes far var lensmand på Gotland i små 20 år. Han dør deroppe.

Og så ligger der et dejligt litteraturhus. Det er Baltisk center for forfattere og oversættere i Visby. Der kan man søge om gratis ophold hvis man har en god grund til at skrive deroppe. Jeg ansøgte med den begrundelse at jeg skulle studere middelalderen mens jeg var i byen. Byen er en helt fantastisk middelalderby, og så ligger der et museum der måske er Europas bedste middelaldermuseum. Jeg troede ikke jeg skulle skrive. Jeg skulle bare blive klogere.

Jeg fik opholdslegatet, og jeg fik et dejligt værelse med udsigt over byen, lige oppe bagved den kirke der i dag er domkirken på øen.

Hjemmefra – og gennem mange år – havde jeg lavet noter til alt hvad jeg måske ville få brug for at vide. Den første aften jeg sad deroppe ved mit skrivebord, læste jeg mine noter igennem. Der stod – og det havde jeg fuldstændig glemt – at Birgittes far, Oluf Akselsøn Thott lå begravet i koret nede i domkirken. Da jeg løftede blikket og kiggede ud, kunne jeg se lige ned til det sted hvor han lå! Ja, jeg kunne ikke se selve graven, for der var buldersort mørke nede i kirken, men den næste morgen, da kirken var åben, gik jeg lige en sviptur derned og hilste på ham.

Det var ret inspirerende.

Da jeg var nede på middelaldermuseet, Fornsalen, så jeg en stor statue, skåret i træ, af Skt. Georg og dragen. Den statue havde jeg nok set ved et tidligere besøg, men det var først den dag jeg for alvor så den. Den unge mand, ham der skal forestille Sct. Georg, er vidunderlig smuk. I det øjeblik jeg så ham, den dag, vidste jeg at det var lige netop sådan Birgittes næsten jævnaldrende farbror, Ivar Thott, så ud. Jeg fandt notesblok og pen frem og skrev hans udseende af, og så styrtede jeg op på mit værelse for at skrive min beskrivelse af ham ind i det kapitel jeg allerede havde skrevet om Ivar som ung mand.

Men der var intet at rette. Jeg havde allerede beskrevet ham sådan som statuen så ud, ansigt, hår og tøj. Det rislede frydefuldt ned ad ryggen på mig.

Om aftenen da jeg havde spist, tog jeg min kaffe med ind i biblioteket for at holde fri en times tid mens jeg bladede lidt i stedets lokalhistoriske litteratur. Der fandt jeg en artikel om netop Sct. Georg og dragen som står på museet. Og der kunne jeg læse at statuen sikkert var lavet som gravmonument over netop Ivar Thott. Artiklen turde dog ikke sige at der var portrætlighed.

Alle mine små hår ned langs rygraden rejste sig.

Jeg vidste jo at der var portrætlighed. Det var Ivar Thott som ung mand, den Ivar Thott som Birgitte småforelsker sig i da hun møder ham som ganske ung. År senere bliver samme Ivar hendes fjende og store sorg.

Jeg fik skrevet temmelig meget under mit ophold i Visby, og det meste af det er med i min roman. Bl.a. den lille bid jeg vil læse op. Det er der Fru Birgitte ser sin lillesøster for første og eneste gang.

 

VISBORG, september 1464

 Den morgen jeg ser min søster første gang, vågner jeg tidligt.

Jeg strækker mig og rækker mig i sengen. Jeg har sovet godt. Vejret, det stille, solfyldte sensommervejr vi har haft i nogen tid, må være slået om i løbet af natten. Østersøen laver en øredøvende larm neden for slottet. Selvom jeg prøver af al magt at lytte efter lyde inde fra huset, kan jeg ikke høre andet end bølgerne som slår og slår mod stranden nedenfor, og vinden som river og flår i trækronerne på den anden side af graven. Jeg trækker dynen op omkring mig og fryder mig over at kunne ligge her helt pakket ind i lyde som intet menneske kan eftergøre.

Så brister min boble af ro, og jeg husker hvorfor jeg ikke ligger i min egen seng, men i en fremmed seng i det øverste kammer i tårnet på Visborg. Mismodet slår ind over mig som bølgerne slår ind over stran­den nedenfor. I går var det dagen efter dagen hvor jeg begravede min far. Nu er jeg helt alene. Ingen far, ingen mor, ingen børn. Kun en slægt som altid er fjern. Jeg har ondt af mig selv, men så tager jeg mig sammen. Jeg har en slægt. Jeg har fem farbrødre som tilsammen er stærkere end nogen anden slægt. De står bag mig. Vi står last og brast i al evighed.

Jeg slår dynen til side og kommer ned på gulvet. Det er iskoldt, og jeg kan først ikke finde mine sko. Pigen har sat dem henne ved kisten med mine klæder. Jeg finder dem efter få skridt hen over gulvet, men det er nok til at kulden er krøbet langt op ad mine ben, og jeg fortryder at jeg ikke ventede i sengen på at hun skulle komme og hjælpe mig.

Nu er det for sent at fortryde. Kulden fra gulvet er nået op og snerper min blære sammen. Jeg skal, og det skal være nu. Gud ske tak og lov, så er der en natstol i rummet. Jeg sætter mig og slipper trykket ud og ned i spanden. Jeg kan høre på strålen at jeg må have sovet længe.

Bagefter vasker jeg mig og tager mine klæder på. Min pige er stadig ikke kommet. Jeg går hen og åbner skodden.

Det er dag. Det er lyst udenfor. Grålyst. Det regner, og det blæser kraftigt. Vinden står næsten lige på, og der er skum på bølgerne så langt jeg kan se ud over søen. Den bruser og buldrer og brager. Og lige nedenfor slår den højt op i skum over bryggen.

Der står en hel lille forsamling af mænd dernede. De skutter sig, og de ser i samme retning. Da jeg også ser i den retning, får jeg øje på skibet som nærmer sig øen med bugnende sejl. De der er om bord, får sig nogle gevaldige vippeture. Det er en kogge, men jeg kan ikke se hvorfra den kommer. Dens vimpel står lige frem fra mastetoppen.

Så går døren op bag mig, og min pige kommer ind, forpustet og rød i kinderne. Hun siger hun er ked af at hun kommer så sent, men hun håbede at jeg sov endnu.

 

Det er lillesøsteren der kommer med skibet.

Som det vist fremgå med al tydelighed så er jeg historiker af uddannelse.

Jeg er meget optaget af at forstå alt det der er gået forud for vor egen tid. Det er spændende at dykke ned i, og det er helt nødvendigt for os i dag for at forstå hvad der har skabt det samfund vi lever i. Hvis vi ikke kender vores historie, kender vi heller ikke os selv. De mennesker vi er, det liv vi lever, den viden vi har og de tanker vi gør os om hvad der er rigtigt og forkert, bygger på alt det der er sket og tænkt før os. Billedligtalt står vi på skuldrene af generationer af forfædre og formødre. Vi er hverken værre eller bedre end dem, klogere eller dummere.

Kvindevilkår optager mig meget. Det var det emne der i sin tid fik mig til at skrive Helsingørkrimierne.

Der var meget middelalderens kvinder ikke kunne, som vi kan i dag, men de sad ikke med hænderne i skødet. De fær­reste kvinder kunne tillade sig at sidde med hænderne i skødet. Der skulle arbejdes, og der var meget arbejde kvinder kunne påtage sig.

Svenske fru Birgitte overtager driften af sin gård da hun flytter ind. Gården er meget stor, i dag vil vi kalde den for et stort gods, og der er mange folk ansat og meget jord at passe. Selvfølgelig driver hun den sammen med sin mand, men han har mange andre opgaver og er meget væk hjemmefra, derfor er det hende der står for den daglige drift. Det var det almindelige.

Da hun flygter ned til Danmark, bliver hun kongelig lensmand. Dvs. at hun bestyrer en af kongens gårde. Kvinder kunne godt være lensmænd. Det der afgjorde om man kunne få den stilling, var hvor gode forbindelser man havde, mere end ens køn.

Men kvinder var kun i sjældne tilfælde så magtfulde som mænd, og hvis en kvinde ikke havde en mand eller andre stærke slægtninge, kunne det være svært for en kvinde at klare sig.

Når jeg skriver historiske romaner gør jeg det inden for de rammer som faghistorien udstikker. Det er i hvert fald det jeg bestræber mig på, og jeg håber at det lykkes mig i det store og hele. Jeg gør mig i det mindste stor umage.

Det kom lidt bag på mig da jeg i sin tid begyndte at skrive historiske romaner. Jeg læste selv historiske romaner, men jeg var meget skeptisk. Den historiske roman – eller endnu værre – den historiske film er en stærk sag hvis den er ordentlig lavet. Vi tror jo på det vi får fortalt hvis vi får det fortalt overbevisende. Også når det vi læser, ikke holder i historisk perspektiv.

Når man skriver romaner, finder man på. Når man skriver historiske romaner finder man dobbelt på. Ingen kan skrive som det virkelig var. Vi kan kun se på historien med vore egne øjne, og vi leder altid efter os selv og svar på vore egne spørgsmål.

Men lysten til at fortælle var for mig altså så stor at jeg alligevel nu har skrevet endnu en historisk roman.

 

Det der drev mig til at skrive om ’Svenske fru Birgitte’ var først og fremmest at jeg selv gerne ville finde ud af hvordan en kvinde der var født med så store mulig­heder og fik et så dramatisk liv, men også ensomt og ulykkeligt liv, overhovedet kom igennem det liv.

Set fra historikerbordet var der ikke meget morsomt ved det, men det måtte der være, tænkte jeg. Der måtte være noget der gav hende kræfter til at rejse sig igen og igen. Det var det jeg ledte efter.

Livskraften.

Derfor begynder jeg historien på det tidspunkt i hendes liv hvor hun nok er længst nede. Hun er gammel, hun er blevet fed, hun har slidgigt, jeg tror også hun har en depression. Alt synes at være gået galt, og der er ikke udsigt til at hendes liv kan vende sig til det bedre.

Men det gør det. Og det er her jeg finder på. Jeg lader en ung historiker fatte interesse for hende, så megen interesse at de to faktisk mødes. Det er naturstridigt, det skal heller ikke læses realistisk, men jeg lader den unge tage til Dronningholm, og der dukker fruen op. Deres samtale er ikke synderlig frugtbar, og så alligevel. Det er svært at række over flere hundrede år, men de forsøger. Og det lykkes på en måde. Begge får noget godt ud af dette korte møde.

Og jeg fik skrevet en roman der sætter moderne kvindeliv op overfor en middelalderkvindes liv og fik fortalt svenske fru Birgittes liv.

 

 

 

Udgivet i Demeter, Svenske fru Birgitte | Tagget , , | Skriv en kommentar

DET PROBLEMATISKE VED LITTERATURPATRIARKATET

De fleste mænd gider ikke læse bøger skrevet af kvinder. De vil læse om sig selv på den rigtige måde; den måde som mænd skriver om mænd på.

Fred være med det. Lad dem blot fortsætte med at pille i egen navle så længe de finder noget der.

Det er ikke problemet.

Det er heller ikke noget problem – tværtimod – at kvinder læser bøger skrevet af såvel mænd som kvinder. Kvinder har intet imod at læse hvad mænd mener at vide om kvinder. Det er ofte interessant at få et indblik i ’den anden verden’.

Problemet er når det skal afgøres hvad der er god litteratur. Mænd synes bedst om litteratur skrevet af mænd. Kvinder, som er ligeglade med forfatterens køn, vil hælde til den ene eller den anden side, alt efter dagsformen, og måske være lidt mere tilbøjelige til at give efter for mændenes mening når der skal stemmes.

Det eneste der er galt i at vurderingen næsten altid falder ud til mændenes fordel, er at litteratur skrevet af kvinder næsten altid ender med at dømmes ’mindre interessant’.

Og det er noget problematisk vrøvl.

Udgivet i Litteraturpatriakat | Tagget | Skriv en kommentar

DAGENS GLADE

Jeg stod i boghandlen og håndsolgte min nye roman. En dame tog min flyer med et genert smil. Hun læste ikke så meget, tilstod hun, men så lyste hun op. Hun kom i tanke om at hun én gang havde læst en historisk roman. Den havde været god. Den forgik nemlig her i byen (Helsingør). Det var så morsomt at opleve byen, hun var født og opvokset her, på en ny måde. Hun var blevet så glad. Men bogen foregik i gamle dage, rigtig gamle dage, mens vi havde sundtold. Mere kunne hun ikke huske, andet end den altså havde været god.

Med lidt pædagogisk spørgeteknik lirkede jeg hende frem til at huske mere. Fire-fem spørgsmål – så kunne jeg give hende titlen. Hun blev overrasket og glad. Ja, lige netop! Den hed ’Når himlen falder ned’.

Så stak jeg hånden frem og præsenterede mig som forfatteren.

Sådan et øjeblik er det skægt at være forfatter på en uriaspost

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget | Skriv en kommentar

DEMETER

Et forlag skal hedde noget. Derfor var den første opgave at finde navnet. Det skulle være et navn som kunne være overskrift for min første udgivelse på forlaget, ’Svenske fru Birgitte’, men også for fremtidige (?) romaner – og måske også fortidige.

Jeg satte mig og slog op i bøger og tog noter. Efter en kop kaffe var ideen klar. ’Forlaget Demeter’. Det dækkede det jeg hidtil havde skrevet, og sikkert også hvad jeg evt. kunne finde på i fremtiden.

Og så var domænet ledigt! Nogle gange er man heldig.

Demeter er min favoritgudinde i den græske mytologi. Hun var en sej kvinde der kunne finde på råd når det kneb.

Demeter var gudinde for alt der vokser, grundlaget for menneskelig eksistens. Hun havde en datter, Persefone, som var hendes symbol for foråret, for kornet der spirer på markerne, for at kloden grønnes hvert år. Men Persefone var også en smuk ung kvinde, og en dag blev hun bortført af Hades, underverdenens gud. Demeter blev fortvivlet. Hun ledte overalt, men forgæves. Hendes datter var pistvæk fra jordens overflade. Fortvivlet satte Demeter sig på en sten og lod verden passe sig selv. Hun gik i strejke. Det blev forår, men intet spirede, menneskene sultede, hungersnøden bredte sig. Alt var goldt og gråt og stenet.

Så gik Demeter op på Olympen og klagede sin nød. Først grinede Zeus af den bedrøvede mor. Han vidste godt at Persefone var blevet bortført til underverdenen, men efterhånden forstod han også at situationen på jorden var uholdbar. Så han gik i forhandling med Hades. De enedes om at Persefone skulle fortsætte med at være Hades sengekammerat, men kun fire måneder om året. Resten af året skulle Persefone vende tilbage til jorden – og sin mor – og hjælpe hende med at skabe årstidernes skiften og jordens grøde.

Derfor valgte jeg Demeter.

Udgivet i Demeter, Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar