KVINDEN I VÅBENHUSET I HORNSLET KIRKE

Hvem er kvinden på gravstenen i kirkens våbenhus til højre for døren ind til kirken? Kvinden i den store, formløse kappe og med det lille hoved? Og hvad laver hun her?

Der har været gået hen over den sten i mange år, detaljer i tegning og skrift er slidt ned, så teksten er svær at læse, men der står:

”Her ligger erlig och velbyrdige Qvindhe Fru Ane Holgers Hr. Hendric Mejnstorps Datter som var Landsdommer i Sieland som then Forredhere ihielslo i Grevens Tid 1535 hvis Siel Gud glede”.

(oversættelse: her ligger ærlige og velbyrdige kvinde fru Anne Holgers, hr. Henrik Mejnstorps datter. Han var landsdommer på Sjælland. Hun blev slået ihjel af nogle forrædere under Grevens Fejde i 1535. Hendes sjæl glæder Gud)

Hvem var hun, fru Anne Holgers eller fru Anne Meinstrup, som hun underskrev sig. Og hvad gør hendes gravsten her på Djursland?

Jeg har kendt Anne Meinstrup i mange år, og lige så længe har jeg vidst at det var her i Hornslet Kirke hun var begravet. De første mange år af vores bekendtskab tænkte jeg ikke meget over hvorfor hun lå lige netop her. Jeg var mest interesseret i at finde ud af hvordan hendes liv havde været.

Det var et interessant og dramatisk liv som endte brat da hun blev myrdet på torvet i Ringsted i 1535. Et mord som vakte røre i samtiden; det var spontant, det var brutalt, det var politisk uønsket, og fru Anne Meinstrup var en anset kvinde. Men var hun ikke blevet myrdet, ville historien sikkert have glemt hende.

Hendes forældre var velhavende jordejere. Faren var landsdommer og rigsråd, moren bare godsejer. Hun blev gift meget ung med Holger Eriksen (Rosenkrantz) til Boller, sammen fik de tre børn som nåede voksenalderen. Så døde Holger, og efter et par år giftede Anne sig igen, denne gang med Jørgen Ahlefeldt i Sønderjylland. Efter to års ægteskab døde også han. Holger døde af sygdom mens han var på rejse, Jørgen døde under slaget i Ditmarsken i  år 1500. Som 25 årig stod hun som enke for anden gang med tre små børn.

Resten af livet klarede hun sig på egen hånd. Udover at være jordejer, blev hun også kongelig lensmand og hofmesterinde for tre dronninger. Stillingen som hofmesterinde var den højeste en kvinde kunne opnå. Hun var uden tvivl en velbegavet og særdeles veluddannet kvinde. Hun havde også en klar fornemmelse for hvad der var ret og rimeligt, og det var grunden til at hun blev landsforvist af Chr. II. I mere end fem år måtte hun leve i udlændighed uden at vide om hun nogensinde ville kunne vende tilbage til børn og børnebørn og ejendom. Det kunne hun heldigvis da Christian II valgte at flygte fra landet. Tolv år senere blev hun myrdet en kold januarmorgen i Ringsted.

Hun var altså en spændende kvinde hvis liv jeg møjsommeligt gravede frem af kilderne.

Undervejs pressede spørgsmålet sig på om hvad hun lavede i en kirke på Djursland. Hun var født på Sjælland, og det meste af hendes jord lå her. Hendes to ægteskaber havde bragt hende til hovedlandet, men alt i alt varede de kun syv år. Hendes ældste datter blev gift til en gård i Salling, og her har hun givet været på besøg, men intet sted kunne jeg finde noget om Djursland. Det blev efterhånden et spørgsmål jeg bare måtte have svar på. Hver gang jeg var i Jylland, ønskede jeg at komme på besøg i kirken, men ak, kirken var lukket, under restaurering.

Sidste sommer lykkedes det. En dag med solstrejf mellem jagende byger stod jeg endelig i våbenhuset foran gravstenen.

Der er intet der kan vække ens videbegær som at være fysisk tilstede. At stå på sine fødder, måske få lidt ondt i ryggen, og se med egne øjne. Selvfølgelig havde jeg læst om kirken inden jeg ankom, men først her i våbenhuset sprang de vigtige spørgsmål for alvor frem. Hvorfor var hun her? Hun var ingen Rosenkrantz.

Anne Meinstrup blev oprindelig begravet i Sct. Bendts Kirke i Ringsted hvor hendes forældre allerede var begravet. Hendes søn, Holger Holgersen, hvis sten står lige ved siden af hendes, blev først begravet i klosterkirken i Mariager, hvor hendes mand og Holgers far var begravet. Hendes yngste datter, Sophie Holgers, blev også oprindelig begravet i Ringsted, og siden flyttet til Hornslet.

Hornslet Kirke går langt tilbage i tiden, men da Jørgen Ottesen Rosenkrantz købte gården Holm i slutningen af 1550’erne skete der noget nyt og noget helt særligt. Jørgen Ottesen fik patronatsretten over Hornslet Kirke og begyndte at bygge den om for at skabe et slægtsmausolæum. Til et sådan kræves der afdøde slægtninges jordiske rester, og mange af dem. Derfor gik han i gang med at hente allerede begravede og lægge dem til hvile under gulvet i det forlængede kor og i sidekapellet – som han byggede netop til det formål. Hver fik en udhugget gravsten som blev lagt i kirkegulvet.

Han fik samlet mange fra mange generationer, og i mange år har fromme fødder travet henover dem og slidt deres sten ned.

I dag forekommer det måske som en lidt sær idé, men her midt i 1500-årene begynder adlens interesse for slægtshistorie for alvor. Det er ikke kun Jørgen Ottesen der forsøger at skabe rammer for historien, det var en almindelig beskæftigelse for adlens, specielt damer, at samle og nedskrive viden om slægten. Det er begyndelsen til historievidenskaben i Danmark.

Men hvorfor skulle Anne Meinstrup flyttes til Djursland? Hun var ingen Rosenkrantz.

Jørgen Ottesen Rosenkrantz var søn af Otte, som var søn af Holger i hans første ægteskab. Der var altså intet blodets bånd mellem Anne Meinstrup og Jørgen Ottesen. Han blev født 12 år før hun døde, og der er ingen kilder der omtaler de to sammen, men derfor kan hun godt have været hans favorit slægtning. Specielt fordi Jørgen blev forældreløs som ganske lille, og Anne Meinstrups datter, Sophie Holgersdatter, tog sig af ham og sørgede for hans opdragelse og uddannelse. Måske har Anne Meinstrup været det menneske som gav ham den allerbedste gave på et tidspunkt hvor han trængte mest til omsorg?

Vi aner det ikke, men det er muligt. Mest tror jeg nu på at fru Anne skulle graves op og transporteres langt væk fra sin hjemstavn fordi hendes navn kunne kaste glans over Jørgen Ottesens projekt.

Sophie Holgersdatter blev først flyttet fra Ringsted til Hornslet – via kirken ved Boller – midt i 1600-årene. Så det var ikke Jørgen Ottesens selv der hentede sin plejemor til Djursland.

Jeg ville bare ønske at Jørgen Ottesen havde ofret lidt mere på Anne Meinstrups gravsten. Den har været pænere end den fremstår i dag, men noget kunstværk har den aldrig været. Jeg synes hun havde fortjent mere og bedre.