SOMMERHISTORIE 2

RETTIDIG OMHU

To yngre mænd sad og drak øl i parken. Det var ikke ordinære bajere, det var særligt fine øl. Navnet betød en del, kunne man forstå. De talte også om deres sønner, og sønnernes navne. Særligt det sidste. Sønnerne var om­hyg­geligt opkaldt efter udvalgte for­fædre, respekt for tradition og slægt.

For eksempel, forklarede den ene, så var han jo desværre gået ned med 3-4 firmaer. Uheld med konjunkturerne, og så kunne det jo nogen gange betale sig lige op til årsskiftet. Men hans navn optrådte aldrig i forbindelse med nogen konkurs. Det firma han var ved at starte op, kom til at stå i konens navn. Han måtte jo tænke på sønnerne.

Derfor var han også medlem af et hæderkronet selskab, kedeligt, men med en lang, fornem medlemsliste. Der stod hans navn.

‘Respekt for traditionen og navnet, det er alt; og når man vil grundlægge et dynasti, må man tænke på den slags i tide.’

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , | Skriv en kommentar

SOMMERHISTORIE

 RABATVÆRDIG

På ferieturen til Italien kom jeg til Arezzo hvor jeg ville se Piero della Francescas nyrestaurerede fresker med historien om Det sande kors. Dertil krævedes billet.

Jeg bad damen i billethullet om at sælge mig en. Hun nikkede ja, men først ville hun lige vide om jeg ikke var rabatværdig?

Jeg kastede et hurtigt blik på listen over rabatværdige, men da jeg hverken var under 18 eller over 65 år eller synligt handikappet, rystende jeg på hovedet.

‘Nej’, insisterede damen, ’se ordentligt efter. De er sikkert rabatværdig. Er De ikke lærer?’

Det måtte jeg indrømme. ‘Så er De jo rabatværdig’, storsmilede damen. ‘Så skal jeg bare se Deres skolekort som dokumentation.’ Jeg måtte beklage, men jeg havde intet skolekort. Hvis jeg havde haft mine nøgler på mig, kunne jeg have vist hende nøglen til skolens hoveddør, men det havde jeg altså heller ikke.

Det fik ikke damen til at give op. ‘De har sikkert noget andet. Se nu efter.’ Jeg så efter i min ferie­slunkne kortsamling. Der var kun sygesikringskortet og medlems­kortet til Dansk Forfatterforening. Det sidste viste jeg hende. Hun rynkede panden bekymret mens hun løb listen over rabatværdige igennem. Forfattere stod der ikke.

‘Det er givet en fejl’, mumlede hun. ‘Det MÅ være en fejl’, afgjorde hun så med et triumferende smil. ‘Hvis ikke forfattere skulle være rabatværdige, hvem skulle så? Det skulle da lige være malere.’

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

EN GOD HISTORIKER?

En god historiker er et menneske som godt ved at hun ikke kan sætte sig ud over sig selv og sin egen tid, men alligevel gør alt hvad hun kan for at gøre netop det.

Når vi ser på historien, må vi bruge vore egne øjne. Vi har ikke andre. Vi ved at sådan er det, og vi ved at hvis vi ikke gør os umage med at prøve at forstå historien på dens egne betingelser, så bruger vi udelukkende historien til at forstå vores samtid.

Og det gør vi – både det ene og det andet.

Det er næsten umuligt at se det når det er tæt på, men på afstand i mine studier af kilderne til Anne Rudsdatttes historie faldt jeg over et eksempel der både var tydeligt og ufrivilligt komisk.

Vedel Simonsen som i midten af 1800-årene skrev om slægten Rud, brokker sig over kvindernes sprogbrug da han behandler breve til og fra Annes søster Elisabeth. Hun er nonne i et kloster i Mariager.

Vedel Simonsen er large og synes det er i orden at Elisabeth indleder sine breve med en hilsen på latin (Ave Maria gratia plena). Det er også i orden at hun får tilsendt sjælegaver ved dødsfald i familien – tysk øl og hvedebrød bl.a. til nonnerne i klosteret, men han kan ikke acceptere at alle disse kvinder der skriver til hinanden, omtaler sig som søstre når de ikke er søstre, men bare beslægtede.

Det generer en slægtsforsker. Jeg gætter på at det generer ham fordi det gør hans arbejde besværligt når han skal placere alle disse kvinder i det rette forhold til deres hovedpersoner, mændene. Og søstersolidaritet havde han ikke fantasi til at forestille sig.

Så derfor til jer læsere:

Med søsterlig hilsen

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget , , , | Skriv en kommentar

KUNSTNERISK FRIHED – SET MED HISTORIKERENS ØJNE

Digt over kilderne, over dem alle og aldrig imod dem. Det råd gav Erik Arup, en af dansk historieforsknings bedste begavelser.

Råd og råd. Det er et påbud til historikerne om at skrive frem­stillinger af historien som er levende og kan fænge læserne, men aldrig vildlede dem. Hullerne mellem det vi ved, skal fyldes ud med det sandsynlige, men historieskriverne skal aldrig selv finde på.

Der er forskel på at skrive faghistorie og fiktion, og grænserne for hvad man kan tillade sig, er forskellige. Når man skriver historisk fiktion, skal digte.

Diskussionen handler om hvor meget man må digte om og til. Jeg hører til blandt strammerne. I alle de år jeg har undervist, har jeg spildt mange kræfter mange gange på at forklare mine elever at det de tror de ved om et historisk forløb, stammer fra en roman – eller en filmatiseret roman – lavet af en fladpandet idiot.

”Rolex var ikke modearmbåndsuret blandt gladiatorer i oldtidens Rom” f.eks. Mine elever havde ikke en gang behøvet selv at have læst romanen eller set filmen, de havde måske bare hørt om den. Det er nok. Alt nok.

Fiktion som griber fat om vore følelser, virker stærkt. Tror vi på følelserne, tror vi også på alt det andet. Ofte uden at skænke det én tanke. Derfor! Hvis man vælger et historisk stof i en historisk ramme, skal man pinedød gøre sig umage og bruge historien så rigtigt som muligt.

En frustreret kollega spurgte mig en gang, hvem der ejede historien. Han mente at vi alle ejede historien og derfor kunne bruge den som det nu passede os – og underforstået at ingen mors sjæl alligevel vidste hvad der var rigtigt. Jeg synes at hans konklusion er forkert. Vi ejer alle historien og derfor er vi forpligtede til at gøre os umage med ikke at misbruge den.

Hvis man ikke gider gøre sig umage, skal man skrive i en anden genre og bruge sin kunstneriske frihed her.

Kunstnerisk frihed kan aldrig være en gyldig undskyldning for dovenskab.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

HISTORISK KORREKTHED OG KUNSTNERISK FRIHED

’Historisk korrekthed’ smager af noget pedantisk og ret nørdet, specielt når man sætter det over for ’kunstnerisk frihed’. Både ’kunstnerisk’ og ’frihed’ er plusord, næsten lige så positivt ladet som tidens største hurraord: demokratisk.

Historisk korrekthed derimod er i familie med politisk korrekthed, og her er vi ovre i det forløjede og lidt latterlige.

Ordene og den sammenhæng de optræder i, forleder os fra tid til anden i en retning vi ikke selv bestemmer. Og kan vi overhovedet være historisk korrekte?

I min tid som underviser lavede jeg nogle gange en øvelse med eleverne som opvarmning og introduktion til historiefaget. Jeg sendte fire elever ned på gaden. De skulle stille sig på hver sit hjørne i det nærliggende gadekryds. De skulle bruge deres sanser, se, høre, lugte, føle i 10 minutter. Så skulle de komme tilbage, og de måtte ikke tale sammen undervejs.

Det sidste sagde jeg bare for at skrue lidt op for spændingen; jeg var ret sikker på at ingen af mine 15-16-årige elever kunne gennemskue hvad øvelsen gik ud på, og de ville derfor heller ikke komme til at afmontere den ved snak. Hvis de alligevel snakkede sammen, og det gjorde de nok, ville snakken handle om den første gymnasiefest eller noget lignende som optog dem. Ikke historisk metode.

De fire udsendte kom en efter en ind i lokalet og fortalte hvad de havde oplevet nede i gadekrydset. Den øvelse slog aldrig fejl. Klassen fik hver gang fire forskellige beretninger. Der var aldrig tvivl om at de fire faktisk havde stået ved det samme kryds på samme tid, men alle havde hver deres unike oplevelse. De havde aldrig set eller hørt nøjagtigt det samme. Til sidst gav jeg dem lejlighed til at tale sam­men, og så fik de konstrueret en fin, sammenhængende beretning om begivenheden ’10 minutter i krydset ved siden af skolen’.

Det er sådan man skriver historie. Havde jeg sendt en ældre dame eller et lille barn med på observation, ville historien være blevet en anden. Det gjorde jeg ikke, og derfor må eftertiden leve med de fire 15-16-åriges version.

Sådan er historieskrivningens natur; et godt og ærligt forsøg på at beskrive noget der er forbi, men historien er altid set af forskellige øjne fra forskellige vinkler. Historiefortællingen kan aldrig gengive virkelig­heden som den virkelig var.

Det har intet med kunstnerisk frihed at gøre. Det er de barske vilkår for en videnskab der arbejder med noget der ikke er længere og aldrig kan gentages for afprøvning. Vi gør det så objektivt og ædrueligt som muligt. Og vi ved at det aldrig bliver perfekt.

Kunstnerisk frihed – set med historikerens øjne – fortsættes

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

Adelskvinde der selv pløjer og harver?

Der er mange overvejelser man skal gøre sig. F.eks. om det man tror man læser, også er det der står

Then stæren tydh som vy haffue H y Landhetth skallthu icke tro/ Man kand icke ffaathz ffalig/ Och ær thr storlygh tyll ffare/ ath thz er icke en gudz plagge/ och er høøcth och halmen saa Vell borthe/ som kornetth/ Mothu Vydhe ath sey er selff viij y vycken ath byghe jordherne bodhe mz myne heste som tyn ffader otthe och esketh [svært læseligt] heste/ ffor thy jegh yngelundhe trøsthe alt holde them her ylandhetth ffor ffoer Løsse skylldh Mothu och vytthe …

Står der virkelig  her i brevet fra januar 1531 at Anne Rudsdatter, 60+ år og en af landets rigeste kvinder, virkelig selv pløjer/harver jordene på godset Vallen i Halland hver dag (også søndag!) fordi hun ikke har mere foder til hestene heroppe og er nødt til at sende hestene ned til Skåne, hvor hun har foder. Hun kan hverken købe foder eller skaffe folk til arbejdet.
Står der det? Eller digter jeg? Hvis, så giver det et noget andet billede af adelskvinder i middelalderen end det man sædvanligvis læser i historiebøgerne.

Udgivet i Ikke kategoriseret | 2 kommentarer

Ét bogstav er at tyde

En ting er at læse den gotiske håndskrift, noget andet og mindst lige så interessant er at forstå meningen. Så næste skridt var at fatte indholdet.

I et brev skriver Anne Rudsdatter at hun tror at ”Kong cresteen kommer hiit indt y dag”. Det står sidst i brevet, lige inden alle hilsnerne, på det sted hvor der kunne have stået ’jeg tror det bliver regn i dag’, altså bortset fra at hun aldrig spilder blæk på ligegyldigheder. Brevet er skrevet i København sidst i juli 1532.

Det er sådan et sted fortolkeren rejse sig lidt i stolen og tager en dyb vejrtrækning. Her skal tænkes. Når der er tænkt lidt, rejser fortolkeren sig helt op og begynder at hive opslagsværker ud af reolerne.

Efter lidt søgen og nogle opslag finder fortolkeren ud af at denne henkastede ledsætning rummer en af danmarkshistoriens mest dramatiske hændelser. Kong cresteen er Chr. II, og han kommer til København den dag – som fange på et skib der kommer ned fra Norge. Da han gik ombord på skibet i Oslo, troede han at han skulle ned til en forhandling. Han havde fået frit lejde. Men han blev snydt. Han skal ikke forhandle, han skal fængsles på livstid. Bedrageren – i hvert fald ham der pålægges skylden – er Niels Lykke, en dansk-norsk adelsmand. Niels Lykke er på alle leder og kanter en skidt knægt. Hans liv er en roman værd med ham selv i skurkerollen, og stoffet er beregning, bedrag, svig og svigt, hor og mord, og en lille­søster alle holder af.

Sådan er historien, fuld af historier der trumfer de fleste amerikanske spændingsfilm.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

DET TOG ET HALVT ÅR OG EN LUP

Men så en dag da jeg igen åbnede det første brev, så jeg pludselig at der stod

Moderligh kiærligh Helszen altiidt fforsendt medt vor hüre kierü datthü tacker jegh tiigh kiærlighe oc giarne ffor alt gott thu haffuer migh beuisth huess thu skallt altiidt ffinde migh villiige at fforskylle hues j `m~y  mactt ær Som migh bør at giøü medt m~y kierü dotthü kierü dotthü som thu scüffuer migh till om thñ hanell thü er goetth meldom vor K+ nadige hüre oc esge Oc at thin ffadher oc jagh vij skulle …

De blækblege tegn havde forvandlet sig til tydelig skrift – meddelelse fra menneske til menneske tværs over århundrederne.

 

Jeg dansede hele vejen op til Nørreport.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar

HISTORIENS TYNDE ØL

Mens jeg ventede på at få tid til at lære at læse gotisk håndskrift, læste jeg hvad jeg kunne finde om Anne Rudsdatter. Det var ikke meget.

Hendes mand, Henrik Krummedige, er der skrevet en del om. Han var både berømt og berygtet i sin samtid. Han var en stor mand, Danmarks første admiral, bl.a. Hendes svigersøn, Eske Bille, er der skrevet endnu mere om. Han blev ganske vist kun berømt og en stor mand. Så ad omveje fik jeg indblik i lidt af Anne Rudsdatters liv ved at læse om de to.

Jeg fandt også noget om hende selv. Takket være den stak breve, jeg fandt i Sophie Krummediges brevkasse, er der tidligere skrevet om hende. Midt i 1800-årene skrev en historiker en bog om slægten Rud, og han benyttede Anne Rudsdatters breve. Han har et stort afsnit om hendes slægt hvor han citerer omfattende fra brevene. Han gør meget ud af det vigtige, det vigtige for ham, altså det der vedrører den ’store’ historie, dvs. der hvor mænd handler eller ikke handler, og springer hen over alt det jeg siden fandt ud af var det vigtige for mig, den ’lille’ historie, den der handler om kvinders og børns almindelige liv.

Afhandlingen om Rudslægten er trykt, trykt med gotiske bogstaver ganske vist, men det er meget nemmere at læse end den gotiske håndskrift, så det var her jeg tog fat i min fritid.

Hvis man er interesseret i at vide noget om kvinders og børns liv i fortiden, skal man indstille sig på at lede længe og fantasifuldt. Kvinders og børns liv er historiens tynde øl. De fleste historikere har været mænd, og mænd skriver om det de synes er vigtigt, dvs. om mænd. Det har jeg fuld forståelse for. Men jeg er kvinde, og jeg synes at kvinders og børns liv er lige så vigtigt og bør behandles lige så respektfuldt og grundigt.

Det er altså bare lidt mere besværligt. Mit bedste råd er at man vælger en meget kendt kvinde hvis man vil skrive om kvinder. Dronningen af Saba eller dronning Margrete d. I f.eks. Biografisk Leksikon har tre sider om Henrik Krummedige, Anne Rudsdatter får en kvart side, takket være hendes breve til datteren. Sophie Krummedigesdatter omtales med et par linjer i den fire sider lange artikel om Eske Bille. Ingen af de to kvinder omtales særskilt. Først med kvindebiografisk leksikon får Anne Rudsdatter en fuld artikel.

Det er ren luksus. De fleste kvinder og børn har levet deres liv uden at efterlade os så meget som deres navne.

Det første jeg fandt ud af om Anne Rudsdatter, var at hun var en hønemor. Det er jeg også, og på det tidspunkt hvor jeg faldt over brevene, troede jeg at jeg var verdens største (værste) hønemor. Men jeg fandt hurtigt ud af at jeg havde mødt min overkvinde.

Derfor faldt jeg pladask for Anne Rudsdatter.

Udgivet i Ikke kategoriseret | Tagget | Skriv en kommentar

MIT FØRSTE MØDE MED ANNE RUDSDATTER

Jeg mødte Anne Rudsdatter første gang en sommerdag på Rigsarkivets læsesal. Det var en overraskelse. Da jeg kom til læsesalen den dag, havde jeg aldrig hørt om hende. Da jeg gik, følte jeg at jeg havde mødt et menneske jeg kunne genkende.

Jeg var ved at skrive en biografisk artikel om Anne Rudsdatters jævnaldrende, Anne Meinstrup, født omk. 1475, dronningens hofmesterinde, kongelig lensmand, godsejer, enke, mor, bedstemor, død 1535.

Der var skrevet om hende tidligere, så jeg måtte finde noget nyt hvis det skulle give mening at skrive om hende igen. Anne Meinstrup blev myrdet på torvet i Ringsted 20. januar 1535. Det var under ’Grevens Fejde’ (reformationsborgerkrigen 1534-36).

Bortset fra to af mine yndlingshistorikere, havde alle der tidligere havde skrevet om hende, ment at hun selv var lidt skyld i at hun blev myrdet. Hun kæftede nemlig op den dag på torvet i Ringsted. Det vidste de alle. Og alle ved jo at når kvinder ikke kan holde deres mund, så kan mænd godt blive irriteret, nogle gange så irriteret at de myrder kvinden for at få hende til at tie. Det måtte man heller ikke i 1535, men den dag gjorde nogen det alligevel.

Min nysgerrighed var vakt. Hvad sagde Anne Meinstrup den dag på torvet der var så irriterende at det kunne forklare at hun blev myrdet? Det var der ingen der skrev om. Og hvad lavede hun overhovedet på torvet lige den dag?

Borgerkrigen var inde i en højeksplosiv fase. Hele den sjællandske adel var dagen før flygtet til Gjorslev på Stevns for at komme i sikkerhed for bonde-borgerhæren. Hvorfor var Anne Meinstrup ikke taget med? Hendes gode nabo og slægtning, Oluf Rosenkrantz på Vallø, ville helt givet have gjort hvad han kunne for at få tante Anne i sikkerhed. Havde Anne Meinstrup ikke været hjemme på Stevns? Vidste hun ikke hvad der var sket? Eller var hun den eneste med mod og mandshjerte (!)?

Jeg vidste at Anne Meinstrup var en klog kvinde der kunne holde hovedet koldt, så jeg tror hun kom uvidende om udviklingen den dag. Hun havde i øvrigt to af sine børnebørn med sig.

Der var ingen vej udenom. Jeg måtte finde kilder som ikke hidtil var blevet behandlet. Jeg bestilte pakken med breve til Anne Meinstrup. I registranten kunne jeg se at hun modtog breve i tiden lige op til den dag hun blev myrdet. Måske kunne jeg finde spor her?

Rigsarkivets pakker med privatbreve er nogle store, brune papkasser hvor papirerne ligger stakket i gule omslag, sorteret efter afsender. Jeg fandt hurtigt det brev jeg var interesseret i. Og så sad jeg der og bare gloede.

I 1530’erne skrev man breve i hånden med gotisk skrift. Den er ikke nem at læse. Jeg kunne i det mindste ikke læse ét ord.

Jeg  sad måske med svaret på et af mine spørgsmål, og så kunne jeg ikke læse det. Den indsigt krævede lidt traven rundt ude i forhal­len med et plastikkrus med te fra automaten (ingen stor nydelse) for at komme frem til at hvis jeg nu fandt et andet brev fra samme afsen­der, så ville jeg måske kunne begynde at dechifrere skriften.

Der findes et andet brev, skrevet på nøjagtig samme tid, skrevet til Sofie Krummedigesdatter. Hende havde jeg aldrig hørt om, men pyt. Jeg bestilte Sofie Krummediges brevpakke, fik den ind på læsesalen og fandt det brev jeg søgte.

Det var en god idé. Brevet til Sofie var skrevet med en anden hånd end det til Anne. Den håndskrift var ikke lettere at læse, men når jeg sammenlignede de to breve, begyndte jeg alligevel at kunne læse ord. Indholdet i de to breve var identisk. Det var en hjælp. Derudover kun­ne jeg ikke bruge brevene til noget som helst. De/det svarede ikke på mine spørgsmål.

Det var blevet sen eftermiddag, og mine øjne var ret overan­streng­te da jeg pakkede brevene ned i de respektive kasser. Så faldt mit blik på et tykt læg midt i stakken af breve til Sofie Krummediges­datter. Sædvanligvis ligger der et til fem-seks breve i hvert læg. Her lå et læg der var tykt. Der var mange og lange breve. Jeg måtte bare lige se hvem der havde skrevet så meget til hende.

Det var her jeg mødte Anne Rudsdatter første gang. Det var hende der havde skrevet alle disse breve. Hun var mor til Sofie Krummediges­datter.

Den dag kunne jeg heller ikke læse ét ord af hvad Anne Rudsdatter havde skrevet til sin datter, men jeg vidste at jeg ikke helmede før jeg havde endevendt hvert eneste. Jeg måtte bare vide hvad en mor skrev til sin datter for næsten 500 år siden.

 

 

Udgivet i Ikke kategoriseret | Skriv en kommentar