MIT FØRSTE MØDE MED ANNE RUDSDATTER

Jeg mødte Anne Rudsdatter første gang en sommerdag på Rigsarkivets læsesal. Det var en overraskelse. Da jeg kom til læsesalen den dag, havde jeg aldrig hørt om hende. Da jeg gik, følte jeg at jeg havde mødt et menneske jeg kunne genkende.

Jeg var ved at skrive en biografisk artikel om Anne Rudsdatters jævnaldrende, Anne Meinstrup, født omk. 1475, dronningens hofmesterinde, kongelig lensmand, godsejer, enke, mor, bedstemor, død 1535.

Der var skrevet om hende tidligere, så jeg måtte finde noget nyt hvis det skulle give mening at skrive om hende igen. Anne Meinstrup blev myrdet på torvet i Ringsted 20. januar 1535. Det var under ’Grevens Fejde’ (reformationsborgerkrigen 1534-36).

Bortset fra to af mine yndlingshistorikere, havde alle der tidligere havde skrevet om hende, ment at hun selv var lidt skyld i at hun blev myrdet. Hun kæftede nemlig op den dag på torvet i Ringsted. Det vidste de alle. Og alle ved jo at når kvinder ikke kan holde deres mund, så kan mænd godt blive irriteret, nogle gange så irriteret at de myrder kvinden for at få hende til at tie. Det måtte man heller ikke i 1535, men den dag gjorde nogen det alligevel.

Min nysgerrighed var vakt. Hvad sagde Anne Meinstrup den dag på torvet der var så irriterende at det kunne forklare at hun blev myrdet? Det var der ingen der skrev om. Og hvad lavede hun overhovedet på torvet lige den dag?

Borgerkrigen var inde i en højeksplosiv fase. Hele den sjællandske adel var dagen før flygtet til Gjorslev på Stevns for at komme i sikkerhed for bonde-borgerhæren. Hvorfor var Anne Meinstrup ikke taget med? Hendes gode nabo og slægtning, Oluf Rosenkrantz på Vallø, ville helt givet have gjort hvad han kunne for at få tante Anne i sikkerhed. Havde Anne Meinstrup ikke været hjemme på Stevns? Vidste hun ikke hvad der var sket? Eller var hun den eneste med mod og mandshjerte (!)?

Jeg vidste at Anne Meinstrup var en klog kvinde der kunne holde hovedet koldt, så jeg tror hun kom uvidende om udviklingen den dag. Hun havde i øvrigt to af sine børnebørn med sig.

Der var ingen vej udenom. Jeg måtte finde kilder som ikke hidtil var blevet behandlet. Jeg bestilte pakken med breve til Anne Meinstrup. I registranten kunne jeg se at hun modtog breve i tiden lige op til den dag hun blev myrdet. Måske kunne jeg finde spor her?

Rigsarkivets pakker med privatbreve er nogle store, brune papkasser hvor papirerne ligger stakket i gule omslag, sorteret efter afsender. Jeg fandt hurtigt det brev jeg var interesseret i. Og så sad jeg der og bare gloede.

I 1530’erne skrev man breve i hånden med gotisk skrift. Den er ikke nem at læse. Jeg kunne i det mindste ikke læse ét ord.

Jeg  sad måske med svaret på et af mine spørgsmål, og så kunne jeg ikke læse det. Den indsigt krævede lidt traven rundt ude i forhal­len med et plastikkrus med te fra automaten (ingen stor nydelse) for at komme frem til at hvis jeg nu fandt et andet brev fra samme afsen­der, så ville jeg måske kunne begynde at dechifrere skriften.

Der findes et andet brev, skrevet på nøjagtig samme tid, skrevet til Sofie Krummedigesdatter. Hende havde jeg aldrig hørt om, men pyt. Jeg bestilte Sofie Krummediges brevpakke, fik den ind på læsesalen og fandt det brev jeg søgte.

Det var en god idé. Brevet til Sofie var skrevet med en anden hånd end det til Anne. Den håndskrift var ikke lettere at læse, men når jeg sammenlignede de to breve, begyndte jeg alligevel at kunne læse ord. Indholdet i de to breve var identisk. Det var en hjælp. Derudover kun­ne jeg ikke bruge brevene til noget som helst. De/det svarede ikke på mine spørgsmål.

Det var blevet sen eftermiddag, og mine øjne var ret overan­streng­te da jeg pakkede brevene ned i de respektive kasser. Så faldt mit blik på et tykt læg midt i stakken af breve til Sofie Krummediges­datter. Sædvanligvis ligger der et til fem-seks breve i hvert læg. Her lå et læg der var tykt. Der var mange og lange breve. Jeg måtte bare lige se hvem der havde skrevet så meget til hende.

Det var her jeg mødte Anne Rudsdatter første gang. Det var hende der havde skrevet alle disse breve. Hun var mor til Sofie Krummediges­datter.

Den dag kunne jeg heller ikke læse ét ord af hvad Anne Rudsdatter havde skrevet til sin datter, men jeg vidste at jeg ikke helmede før jeg havde endevendt hvert eneste. Jeg måtte bare vide hvad en mor skrev til sin datter for næsten 500 år siden.

 

 

Om Birgitte Jørkov

Forfatter
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *