KÆRE DATTER DU MÅ VIDE

Det er titlen på den roman jeg går i gang med i næste uge. Den foregår i Bergen i Norge omkring 1530. Altså – endnu en historisk roman. Denne gang er jeg blot flyttet fra 1400-årene til begyndelsen af 1500-årene. Jeg har aldrig planlagt at det skulle blive sådan. Sådan er det bare blevet.

Min ene hovedperson, Sofie Krummedigesdatter bor i Bergen med mand og børn. Min anden hovedperson er Sofies mor, Anne Rudsdatter. Hun bor ’hernede i landet’. Sådan skriver hun selv og mener Danmark. Mest opholder hun sig på sin gård i Skåne få mil udenfor Malmø. Fra tid til anden rejser hun op til en af sine andre gårde, den ligger i Halland. En gang eller to om året gør hun sig et ærinde i København eller Roskilde.

Anne Rudsdatter skriver breve til sin datter i Bergen. I disse breve skriver hun igen og igen ’Kære datter, du må vide …’ når hun går i gang med at fortælle noget nyt. I mit arbejde med disse breve har jeg læst den sætning igen og igen. Så mange gange at jeg på et tidspunkt fandt ud af at min fortælling om de to, mor og datter, slet ikke kan hedde andet end ’Kære datter, …’ Jeg tror at begge kvinder vil nikke bejaende. Netop den sætning skal være titlen.

I denne blog vil jeg skrive om vejen ad hvilken jeg kom frem til at jeg skulle skrive Annes og Sofies historie i romanform. Selve romanen vil jeg holde for mig selv indtil den er færdig – om den nogensinde bliver det. Jeg vil skrive om hvordan jeg fik ideen, hvad jeg har gjort for at blive klædt på til at skrive den, altså hvordan jeg har samlet den nødvendige viden for at kunne skrive troværdigt om to kvinder i tiden omkring 1530. Jeg vil også skrive om hvordan jeg i almindelighed undersøger mit stof til mine historiske romaner.

Kort skrevet: jeg vil fortælle om det vi på gyseligt dansk kalder researchen.

Om Birgitte Jørkov

Forfatter
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

4 kommentarer til KÆRE DATTER DU MÅ VIDE

  1. Eva Maria Fredensborg skriver:

    Kære Birgitte

    Tillykke med din flotte nye blog.
    Det bliver spændende at følge med dig tilbage i tiden.

    Kh. Eva

  2. Anne Hjælmsø skriver:

    Det lyder spændende – jeg glæder mig til at følge dig. Kh Anne

  3. DET glæder jeg mig til!
    Jeg tumler med tanker om at skrive en børne/ungdomsbog om en dreng, der kommer i kontakt med Valdemar Atterdag. Jeg er sikker på, at jeg kan lære meget af dig.
    Mange hilsner
    Karen

    • Birgitte Jørkov skriver:

      Jeg ved ikke om jeg kan hjælpe dig, men det vil jeg da håbe. Jeg har tænkt meget over hvad det er jeg gør for at sætte den rigtige ramme for mine fortællinger i mange år. Jeg glæder mig til at høre om jeg kan viderebringe noget du kan bruge. Mvh Birgitte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *