Hvad man i barndommen nemmer

’Bråklyn’. Jeg sagde det igen og igen. Selv da vi gik over Brooklyn Bridge.

Min mand rettede mig hver gang. Han havde ret, det vidste jeg. Jeg var absolut kapabel fysisk, mentalt og verbalt til at færdes i New York og omegn, men min tunge holdt fast i Bråklyn, undskyld Brooklyn, men Bråklyn og kun Bråklyn.

 

Forståelsen ramte mig som et lyn en dag i foråret. Jeg bladede Gyldendals bogklubs medlemsblad igennem, og mit øje stoppede brat op ved en bogtitel, ’Der vokser et træ i Bråklyn.’ Det stod der ikke, men min indre stemme læste højt og umisforståeligt: Bråklyn. Og så vidste jeg det. Det var den roman min mor havde læst og talte om for mindst 65 år siden.

Min mor var en læsehest. Hun slugte revl og krat, men denne roman var noget særligt. Det ved jeg. Hun har aldrig talt om den med mig, jeg var endnu ikke nået den alder hvor hun talte litteratur med mig, men hun må have talt med andre om den. Jeg huskede den!

Min mor var en læsehest. Hun var gået ud af skolen efter 7. klasse og fik aldrig siden nogen uddannelse. Engelsk lærte hun først da jeg begyndte at lære engelsk. Hendes vildeste – og eneste – udlandsrejse var gået til Kullen på cykel. Hun havde aldrig gået over Brooklyn Bridge, hun havde aldrig været i Brooklyn. Bortset fra i tankerne da hun læste ’Der vokser et træ i Brooklyn’. Hun kendte ikke romanens originalsprog, men hun genkendte tankerne og følelserne. Så alligevel havde hun været i Brooklyn, hun troede bare at stedet hed Bråklyn.

Nu har jeg læst romanen, og jeg forstår hvorfor min mor var optaget af den. Og så er jeg lidt imponeret over at en roman som en anden læste for så mange år siden har kunnet ligge så dybt i mig.

Litteraturens veje er spegede.

Om Birgitte Jørkov

Forfatter
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret, Litteraturpatriakat, sommerhistorie og tagget , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *