ESKE BILLE OG URTERNE

 

Nær mit logi i Bergen lå en gadestump eller nærmere en lille plads med en stump græsplæne og nogle krydsende veje. Den hedder ’Klosteret’. I den ene ende bliver pladsen lukket af en klippeknold med en besynderlig villa med tårn på toppen.

Jeg spurgte mig for, men ingen vidste rigtigt hvad det var. En kirke, mente nogle; klosteret, mente andre. Klosteret, altså Munkeliv Kloster, som jeg var interesseret i, var det i hvert fald ikke. Så meget vidste jeg, for det blev jævnet med jorden midt i 1530’erne. Der lå også en lille café, ’Klostercafeen’. Lille, men populær. Bordene udenfor var altid besat med mennesker der fik en kop kaffe eller et glas vin til en lang samtale. På et skilt kunne man læse at der også blev serveret lette middagsretter. Dagens ret var ofte klipfisk.

Der gik jeg ind nogle gange på vej tilbage fra mine udforskninger af byens middelalder. Det var et godt vandingssted, og måske laver de der byens – eller Norges – bedste espresso. Den var mindst lige så god som på en gennemsnitsbar i Italien.

På min sidste dag i Bergen satte jeg mig i cafeen for at gøre mine noter færdige. Den dag havde ejeren selv vagten. Jeg spurgte hende om den underlige villa med tårn, og hun vidste det. I dag var det alminelig beboelse, men oprindelig var den bygget til brandvagten. Bybrande i Bergen havde gennem århundreder været en evig tilbagevendende katastrofe. Derfor havde man bygget vagttårne som dette på højtliggende steder for at kunne gribe ind i tide.

Så spurgte jeg om klosteret. Værten vendte menukortet om og slog op på den nye første side. Der var en rekonstruktionstegning af klosteret som det så ud i dets sidste år. Hun satte pegefingeren ned på klosterkompleksets nordvestlige hjørne og sagde ’Her, lige her sidder du. Og hvis du læser historien’, hun bladede en side frem, ’får du alt at vide om klosteret’.

Det sidste var ikke helt rigtigt, men der stod noget jeg ikke vidste.

Klosteret ejede hele området – det vidste jeg – men på skråningen væk fra byens centrum og ned mod Puddefjorden, et stort sydvest­vendt område, lå klosterets urtehave. Klosteret var specialiseret i medicinske urter.

Mon ikke det var her Eske Bille fik sine helbredende urter til Norges første snaps? Det ved ingen i dag, men det er muligt, mere end muligt. Det er meget sandsynligt!

SLUT (tror jeg)

Om Birgitte Jørkov

Forfatter
Dette indlæg blev udgivet i du må vide, Eske Bille, Grøn grød, Kære datter og tagget , , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *