ESKE BILLE OG SNAPSEN

Jeg var i Bergen for at finde ud af hvordan byen var at være i. Jeg ville f. eks. gerne vide hvordan det føltes at gå op fra Byfjorden til Munkeliv Kloster. Hjemme kan man se på et kort, og her kunne jeg gætte at det gik opad fra fjorden til klosteret, men jeg kunne ikke se om man ville få sved på panden. Jeg skal have virkeligheden ind i fødderne for at kunne skrive. Jeg ville også gerne se hvordan lyset skiftede over byen når solen stod op og alle den slags sansninger. Jeg var på det man på moderne dansk kalder ’researchtur’ for at kunne skrive min roman ’Kære datter, du må vide’, historien om en mor og en datter i 1500-årene.

En dag var jeg atter gået ud til Bergenhus, byens fæstning, for at se, indse og mærke hvordan det var at leve her. Det er på Bergenhus at Sofie Krummedigesdatter, datteren i min fortælling, bor i de år hun modtager brevene fra sin mor. Den dag ville jeg prøve at forstå hvordan stedet var befæstet inden Sofies mand, Eske Bille, lavede det hele om.

I et hjørne af området ligger en stor betonbygning. ’Fæstningsmuseet’ står der på et skilt. Det var dagens hovedmål. Ved indgangen læste jeg en oversigt over hvad der gemmer sig på alle etagerne. Det virkede ikke lovende. Museet er tilsyneladende specialiseret i det norske forsvar under 2. verdenskrig. Måske, måske kunne jeg finde lidt oppe på tredje sal.

Mens jeg stod og overvejede om jeg skulle løse billet og tage trapperne op, kom en vagt hen til mig og spurgte om han kunne hjælpe. Jeg forklarede at jeg var interesseret i at vide noget om ombygningen af fæstningen i 1530’erne. Han rystede på hovedet. Det havde de ikke noget om, men hvorfor var jeg også interesseret i lige netop det tidspunkt?

Og så forklarede jeg at jeg var historiker og forfatter, at jeg var i Bergen for at samle stof til en roman der skulle foregå henne på Bergenhus, mens Sofie Krummedigesdatter levede der. Jeg fortalte også at Sofie Krummedigesdatter var gift med lensmanden Eske Bille. Mænd ved sjældent noget om kvinder i historien; mænd plejer at interessere dem mere. Her virkede trikket også. Da jeg sagde ’Eske Bille’ kom der lys i vagtens øjne. Eske Bille var hans store helt. Eske Bille var manden der indførte snapsen i Norge. Ikke den simple brændevin, men den raffinerede snaps.

Her tror jeg at jeg tabte underkæben. Inden jeg rejste til Bergen, havde jeg læst alt hvad jeg havde kunnet finde om Eske Bille og dannet mig et indtryk af en myreflittig, energisk og begavet mand. Snaps var nok det sidste jeg ville have forbundet ham med.

’Jo, nu skal du se’, sagde vagten og hev mig med ind på sit kontor, tændte for computeren og begyndte at lede. Og han ledte og ledte. Han vidste han havde det liggende et sted, men det var lang tid siden, og så …

På et tidspunkt spurgte jeg om han ikke bare kunne give mig linket. Men NEJ. Vagten blev helt forskrækket. Det var det norske forsvars computersystem. Der skulle 27 sikkerhedsgodkendelser til, men han havde lagt en fil ind med sådan noget han selv arbejdede med i sine fristunder. Og så fandt han det. Et dokument med et skannet brev som Eske sendte til ærkebispen i Trondhjem d. 13. april 1531. Der står at Eske medsender noget aqua vita som er godt for alle indvortes sygdomme. Desværre kan han ikke sende ham mere lige nu, men så snart han igen får de urter der skal i, skal han sende en ny portion.

Brevet er skrevet med en smuk, regelmæssig 1500-års hånd, en dygtig skrivers hånd. Det er under ingen omstændigheder Eske Bille selv der har ført pennen. Han havde en klo som selv hans egen kone havde svært ved at tyde.

Jeg fik et print, takkede og gik lige så målløs som glad fra museet.

I foråret 1531 er forholdet ikke godt mellem Eske Bille og ærkebispen og de øvrige norske stormænd, og det hele ende i en tragedie, men alligevel sender de små opmærksomheder til hinanden. Eller måske netop derfor. Blødgøringsgaver.

Et par dage efter museumsbesøget opdagede jeg hvor Eske kunne skaffe urterne til snapsen. Måske – og det var heller ikke planlagt.

URTERNE  (fortsættes)

Om Birgitte Jørkov

Forfatter
Dette indlæg blev udgivet i du må vide, Eske Bille, Kære datter og tagget , , , , . Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *