Radiosnak – Helsingørkrimierne –Helsingør lokalradio

Goddag og velkommen til en lille halv time om nogle romaner der handler om Helsingør.

Jeg hedder Birgitte Jørkov, jeg er forfatter og bor i Helsingør. Jeg vil fortælle lidt om mine romaner om byen. De foregår alle i sidste halvdel af 1400 årene. Den gang byen var ung og sprælsk.

Vi ved ikke hvor gammel Helsingør er, men noget af muren i Sct. Olai ser ud som om her var en kirke af teglsten i 1200-årene. Måske var denne kirke ikke en gang den første kirke på stedet.

Men i 1420’erne sker der noget. Det ved vi. Byen får fornyet sine købstadsrettigheder, Krogen bliver opført, Kronborgs forgænger og sundtolden bliver indført og begyndt opkrævet på Krogen.

Omkring 1450 – hvor jeg begynder mine Helsingørfortællinger – tror jeg at byen har været én stor byggeplads. Sct. Olai bliver bygget større, Karmeliterklosteret er under opførsel, og nede ved Svingelport bygger sortebrødrene på deres kloster. Derudover må købmandsgårde og håndværkergårde skyde op. Helsingør er ved at blive en stor by. Hele det område, som vi kalder den gamle by, fra Strandgade – som den gang bare var en strandbred – til Sudergade, fra Sofie Brahesgade til Svingelport ligger der en sprællevende by, beboet af håndværkere, værts­husholdere, færgemænd, fiskere, købmænd, munke og præster, og besøgt af sømænd og købmænd fra hele den kendte verden.

Helsingør er en by fuld af historie og historier, og Helsingør er en by fuld af en helt særlig historie og helt særlige historier. Helsingør er med et modeord: Unik.

Det er Helsingørs beliggenhed der har gjort den enestående – og så lidt held. Og det er de mennesker der er blevet tiltrukket af byen og har slået sig ned i den der har skabt dens helt enestående historier.

Helsingoranerne er i sig selv ikke enestående. Vi er ret beset ganske almindelige mennesker, men kombinationen af byen, dens beliggenhed, dens historie og dens indbyggere har skabt noget der er helt for sig selv.

Foreløbig har jeg brugt en lille bid af byens historie til at skrive fire historiske krimier. Det er dem jeg kalder Helsingørkrimierne. Det er lidt frækt, for jeg er ikke den eneste der har skrevet krimier om byen.

De fleste kender vist Lars Kjædegaards romaner som foregår i byen. De der ikke gør det, har noget at glæde sig til. Carl Muusmann skrev i begyndelsen af forrige århundrede krimien ”Sherlock Holmes på Marienlyst”. Den er vist ikke længere så kendt, men den er blevet genudgivet for få år siden og godt nok værd at stifte bekendtskab med.

Og der er andre, mange andre, der har skrevet om byen, men jeg har alligevel vovet at kalde mine helsingørkrimier for Helsingørkrimier.

Ideen med at jeg skulle skrive om Helsingør og om byens tidligste historie, slog ganske uventet ned i mig. Først blev jeg rent ud forskrækket. Det kunne jeg umuligt. Men da jeg havde sundet mig lidt, kunne jeg godt se at jeg havde fået foræret er stort og spændende stof.

Som jeg har fortalt her i radioen ved en tidligere lejlighed, havde jeg den gang mange indvendinger mod at skrive historiske romaner, men stoffet var så spændende at jeg alligevel bukkede under. Jeg kunne ikke lade det ligge.

Jeg har ved andre lejligheder fortalt om hvordan jeg fik ideen – eller hvordan jeg blev påtvunget opgaven – sådan føltes det – at jeg blev tvunget – så jeg håber ikke at jeg keder for mange ved at gentage historien.

Jeg havde lige fået antaget min første roman, en spændingsroman som foregik i samtiden, og jeg var helt sikker på at jeg ville skrive flere romaner af samme slags. En aften i november var jeg til fest inde i København hos nogle venner. Det var en dejlig fest, god mad, gode vin og godt selskab. Da vi rejste os fra bordet for at gå ind til kaffen, blev jeg stoppet af nogle venner, og de forlangte at jeg skulle begynde at skrive historiske krimier. Det ville jeg ikke. Jeg ville slet ikke skrive historiske romaner, og jeg anede ikke hvad en historisk krimi var for en størrelse. Men mine venner blev ved med at argumentere for deres sag, og jeg gentog og gentog mit nej.

Pludselig stod der en fjerde person mellem os. Jeg så og hørte hende lige så tydeligt som jeg hørte mine venner. Hun var mindre end mig selv og en del rundere. Så havde hun noget temmelig umoderne tøj på og et hvidt tørklæde om hovedet. Hun præsenterede sig som købmand i Helsingør, mor, mormor og enke, og så sagde hun at hun havde en historie som jeg skulle fortælle, og at den foregik i Helsingør i 1450.

Det var en temmelig overvældende oplevelse, og jeg endte med at sige ja af bare befippelse og for at for fred til at få min kaffe.

Da jeg vågnede den næste morgen, sad hun på sengekanten og mindede mig om hvad jeg havde lovet.

Hun sagde hverken hvad hun hed eller hvilken historie jeg skulle fortælle. Det mente hun at jeg selv kunne finde ud af.

Det gjorde jeg også. Det var Elne, jeg havde mødt. Elne Jeps, købmandsenken på hjørnet af Færgestræde og Stengade – som i hendes tid hed Søndre Hærstræde –  og den historie jeg skulle fortælle, var den om karmeliterklosteret og –kirken, det vi kalder Sct. Mariæ. Det brændte marts 1450. Ingen ved i dag hvorfor branden opstod, så det var den historie jeg skulle fortælle. Det gjorde jeg så i min første Helsingørkrimi ’Vor frues sorte søndag’.

 

Da jeg skrev den, vidste jeg ikke at det var min første Helsingørkrimi. Jeg troede at det var den ene historie jeg havde lovet Elne at skrive. Men da jeg var færdig med ’Vor frues sorte søndag’, stod hun klar med endnu en historie som hun overtalte mig til at fortælle. Det var historien om da hendes købmandsgård brændte ned den sommer hvor byens købmænd ikke kunne købe friske fødevarer ovre i Skåne fordi hele landsdelen var blevet brændt af om vinteren. Den foregår henover sommeren 1452.

Den historie kom til at hedde ’Når himlen falder ned’.

Jeg tror først det var da jeg havde sendt mit manuskript til forlaget, at det gik op for mig hvad jeg var i gang med. Jeg havde troet at Elne var min hovedperson, og det troede hun vist også selv. Men det var jo byen, Helsingør, der var min hovedperson. Det var byens karakter og udvikling der optog mig.

Elne kom til mig som en voksen kvinde med en færdigdannet karakter. Hun stod med begge ben plantet forsvarligt i sin gård på Søndre Hærstræde, og jeg skulle ikke bestemme noget over hende. Det eneste der skete med hende var at hun blev ældre for hver bog, og fik flere og flere af alderens skavanker.

Det var byen Helsingør der var inde i en spændende udvikling. Det var alt det der skete i Helsingør der havde grebet mig. Og i disse år i 1400-årene må Helsingør have været den mest dynamiske og spændende by i landet.

Så da jeg gik i gang med at tænke over den tredje roman, fandt jeg historien i byens historie. Inspirationen lå i den historiske faglitteratur og i selve byen.

Ideen til denne tredje helsingørkrimi kom en aften jeg var til koncert i Sct. Mariæ. Vi kom i god tid før koncerten for at sikre os gode pladser, og mens vi ventede på at musikken skulle begynde, kiggede jeg mig omkring. Her fik jeg øje på en mand der sad i en blomst oppe i et af hvælvene i det søndre sideskib. Han havde et navnbånd, og der stod ’Hans Pothorst’. Jeg anede ikke hvem Hans Pothorst var, men han virkede ret malplaceret der oppe mellem billeder der fortalte Jesu livshistorie. Det første jeg gjorde da jeg kom hjem fra koncerten, var at slå ham op.

Hans Pothorst blev admiral under Chr. I og var vist nok – muligvis – udsendt som opdagelsesrejsende. Han skulle finde vejen til Indien ved at sejle mod nordvest over Atlanten. Det eneste der forbandt ham med Helsingør, er billedet i Sct. Mariæ. En sen, skriftlig kilde – som ingen fagfolk troede på kunne være sand – fortalte at Hans Pothorst og hans ven Didrik Pinning på denne ekspedition ikke fandt Indien og de dejlige krydderier – som var turens egentlig formål – men Amerika. Tyve år før Columbus!

Den historie kunne jeg ikke bare lade ligge. Det kunne godt være at den ikke var sand, men den var ikke umulig, og selvfølgelig skulle ekspeditionen udgå fra Helsingør, og det var der den skulle ende – i Pothorst egen by, den mest internationale by i Danmark. Ekspeditionen kom i øvrigt i stand ved et samarbejde mellem den danske og den portugisiske konge. Det var de portugisiske konger der i gennem 1400-årene var den drivende kraft i de store oversøiske opdagelser. Og ifølge kilden skulle der også have været en portugisisk adelsmand med på turen.

Da jeg var færdig med at fortælle den historie, troede jeg fortsat ikke på at den rummede megen sandhed. Jeg havde undervejs i skrivningen læst den nyeste forskning om udforskningen af Nordatlanten i 1400 og 1500 årene, og den afviste at Pothorst skule have krydset Atlanten.

Siden er jeg kommet i tvivl. Jeg støder fra tid til anden på oplysninger som gør historien mere sandsynlig. Altså ikke de detaljer jeg fandt på i min krimi ’Vesten for øret’ om hvad der skete i Helsingør da Pothorst vendte hjem, men at Pothorst, Pinning og den portugisiske adelsmand faktisk var en tur sammen i Amerika i 1472-73.

Da jeg lige ville tjekke et par oplysninger om Pothorst til denne radiofortælling, så jeg til min undren at internet leksikonnet Wikipedia i dag skriver at Pothorst og Pinning virkelig var i Amerika. Jeg håber ikke at det er min roman der har overbevist nogen om at turen virkelig har fundet sted. Et er at skrive noget i en roman, noget helt andet er at skrive en leksikonartikel.

Men som sagt, der er meget der tyder på at det kunne være sandheden:

                 Amerika opdaget fra Helsingør af en helsingoraner.

Det lyder da af noget! Specielt hvis vi lige glemmer at vikingerne var der først, og at baskerne allerede havde fisket torsk i mange, mange år ud for New Found­land.

Med ’Vesten for Øret’ var jeg slet ikke færdig med Hans Pothorst. Jeg havde fundet på en røverhistorie som kunne forklare hvorfor Pothorst betalte de mange penge der skulle til at male ham selv og Jesu livshistorie i det søndre sideskib i Sct. Mariæ, men jeg havde endnu ikke fået malet billederne.

Sct. Mariæ, kirken, bliver først færdig i 1480’erne. Det mener de fagfolk der har forstand på den slags. Men når man skriver en roman, i hvert fald når jeg skriver romaner, så må jeg vide nøjagtigt hvornår de begivenheder jeg skriver om, foregår.

Så jeg besluttede i min fortælling at det skete i sensommeren 1486. Det sidste kirken manglede den sensommeren  var udsmykningen med Jesus og Pothorst i sideskibet og så opsætningen af den nye altertavle.

Den nye altertavle – den jeg sætter op i kirken i min fortælling – er det sidste skrig i gotiske altertavler. Glem lige for et øjeblik det store skrummel af en altertavle kirken har i dag. Før den har der været en anden tavle, en gotisk, som sikkert har lignet den jeg finder på, en del. Denne er bestilt i Lybeck og betalt af lensmanden på krogen, Poul Laxmand. Den kommer træskærermesteren med, og han har en svend med sig som hjælper. Svenden er en ung maler, uddannet i Italien, men drevet nordpå fordi han gerne vil se hvordan man gør tingene uden for hans hjemegn.

Det nye inden for kunsten nede i Italien, i Toscana og i Umbrien, er den per­spektiviske tegning. Den teknik er slet ikke nået op til os endnu. Kirkemalerne, som arbejder i Sct. Mariæ, bruger den gamle fladeteknik. Det ville også se fjollet ud at male perspektivisk på indersiden af en hvælving. I denne sensommer 1486 opstår der derfor et sammenstød mellem det nye, det der kommer til at markere renæssancekunsten, og de traditionelle middelalderteknikker. Og dette sammenstød indtræffer i vores Sct. Mariæ.

Det er ikke det eneste sammenstød der sker i min fortælling – helt bortset fra de sædvanlige sammenstød der indtræffer mellem mennesker. Slutningen af 1400-årene er en brydningstid.

I middelalderen levede man i forskellige former for kollektiver. Ikke som hippikollektiverne i 70’erne, men de er alligevel ikke så dårlige at tænke på i denne sammenhæng. Familierne rummede ikke bare far, mor og børn; familierne var arbejdsfælleskaber. I det daglige hørte de svende og piger der arbejdede for familien,til. Alle mennesker indgik også i en slægt, og alle var organiserede i faglige foreninger, lav og gilder f.eks. Elne var medlem af byens købmandsgilde. Det var betingelsen for at hun kunne arbejde som købmand. Og alle var med i kirkelige fællesskaber, ordnet efter den sognekirke man tilhørte.

Individets ønsker og lyster var til enhver tid underlagt et eller flere kollektiver. Man kunne ikke gøre som man havde lyst til, man måtte rette ind efter det fælles bedste. I middelalderen var der ikke plads til selvrealisation – eller råd til at individer gik deres egne veje. Det system er på nogle områder under nedbrydning i slutningen af middelalderen.

Kunstnerne arbejdede også i kollektiver, og vi kender kun meget få signerede værker. Hvis vi kender et navn, er det navnet på værkstedet. De malere der har udsmykket f.eks. Sct. Mariæ, er anonyme. Egentlig er det forkert at kalde dem kunstnere – eller næsten forkert – de betragtede sig selv som håndværkere på linie med skomagerne f.eks.

Inden for billedkunsten sker der også et brud i disse år med den kollektive tankegang.

Når man står og kigger op i hvælvingen hvor Hans Pothorst er malet, ser man at han har selskab. Ved siden af ham sidder endnu en mand i en blomst. Denne mand har også et tekstbånd under sig, men vi kan ikke læse eller forstå hvad der oprindelig var skrevet. Vi ved ikke hvem han er. Vi kan kun gætte. Vi kan gætte på at det er maleren. Altså den mester der har stået for udsmykningen af det søndre sideskib. Det er ikke mig der har fundet på den tolkning, men min gamle professor fra universitetet, nu afdøde, Axel Bolvig, ekspert i vore middelalderlige kalkmalerier. Hvis det er rigtigt – og det tror jeg – så har vi her det første selvportræt af en kunstner. Så jeg tænker at denne maler, hvis navn vi ikke kender, har ment at når man kunne få malet sit billede ved siden af Jesus bare fordi man havde penge til at betale for arbejdet, så var det også rimeligt at den kunstner der udførte arbejdet, fik sit billede op ved siden af.

 

Jeg har kaldt denne foreløbig sidste Helsingørkrimi for ’Dødssynder’.

Der var syv dødssynder, altså synder som man ikke kunne få tilgivelse for. Hvis man begik en af disse, var man sikker på at få et langt og varmt ophold i Helvede når man døde.

Den værste af disse synder var HOVMOD, altså hvis man satte sig selv over sine medmennesker og gjorde sig lig med Gud. Det er måske hovmod at gøre som maleren og som Pothorst, men prøv at kigge op over alteret næste gang i Sct. Mariæ. Ved siden – på linie med og på begge sider af den korsfæstede Jesus er malet to slægtsskjolde, et for Poul Laxmands fars slægt og et for hans mors. Og jeg er helt sikker på at skjoldene sidder netop der for at alle vi der kommer i kirken og er kommet her i de seneste mere end 500 år, tænker på Poul Laxmand når vi kigger op over alteret og ser Poul Laxmands slægt ved siden af Jesus. Det er helt klart hovmod.

De andre dødsynd er GRÅDIGHED og FRÅSERI, MISUNDELSE OG VELLEVNED, VREDE OG LADHED. Alle mine personer i romanen begår en eller flere af disse synder. Jeg ved det ikke, men jeg tror at det er en realistisk gengivelse af hvordan de virkelige helsingoranere var i senmiddelalderen – og som de fleste vel også er i dag.

 

Som historiker tror jeg at mennesket ikke har ændret sig synderligt gennem århundrederne. Vi føler og tænker som vore formødre, og når vi sætter os, så sætter vi os på den samme legemsdel vi har sat os på siden tidernes morgen. Det er bare udformningen af den stol vi sætter os på der har ændret sig en smule.

Når det handler om de grundlæggende menneskelige forhold, forstår vi hinanden tværs gennem århundrederne.

Derfor er det måske – på trods af min egen skepsis inden jeg gik i gang med at skrive mine romaner – alligevel muligt at skrive historiske romaner uden at gøre for megen vold på historien.

Derfor – og fordi jeg selv synes det er rigtig interessant at dukke ned i Helsingørs historie – håber jeg at jeg kommer til at fortsætte min serie om byen.

Der er så mange gode historier i byens historie, og de fortjener at blive fortalt.

 

 

Radiosnak – Helsingørkrimierne –Helsingør lokalradio

Indledning: Historikeren og forfatteren Birgitte Jørkov vil nu fortælle om sine Helsingørkrimier og om hvad der fik hende til at skrive dem.

…………………………….

Musik: Ars Nova/Bo Holten: Portuguese Polyphony: Trosylho: Circumdederunt

Skæring14 – 2:40 min.

……………………

Derfor – og fordi jeg selv synes det er rigtig interessant at dukke ned i Helsingørs historie – håber jeg at jeg kommer til at fortsætte min serie om byen.

Der er så mange gode historier i byens historie, og de fortjener at blive fortalt.

…………………

Musik: Ars Nova/Bo Holten: Portuguese Polyphony: Pedro Escobar: Clamabat autem mulier

Skæring15 – 3:08 min.

 

Om Birgitte Jørkov

Forfatter
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *