HISTORISK KORREKTHED OG KUNSTNERISK FRIHED

’Historisk korrekthed’ smager af noget pedantisk og ret nørdet, specielt når man sætter det over for ’kunstnerisk frihed’. Både ’kunstnerisk’ og ’frihed’ er plusord, næsten lige så positivt ladet som tidens største hurraord: demokratisk.

Historisk korrekthed derimod er i familie med politisk korrekthed, og her er vi ovre i det forløjede og lidt latterlige.

Ordene og den sammenhæng de optræder i, forleder os fra tid til anden i en retning vi ikke selv bestemmer. Og kan vi overhovedet være historisk korrekte?

I min tid som underviser lavede jeg nogle gange en øvelse med eleverne som opvarmning og introduktion til historiefaget. Jeg sendte fire elever ned på gaden. De skulle stille sig på hver sit hjørne i det nærliggende gadekryds. De skulle bruge deres sanser, se, høre, lugte, føle i 10 minutter. Så skulle de komme tilbage, og de måtte ikke tale sammen undervejs.

Det sidste sagde jeg bare for at skrue lidt op for spændingen; jeg var ret sikker på at ingen af mine 15-16-årige elever kunne gennemskue hvad øvelsen gik ud på, og de ville derfor heller ikke komme til at afmontere den ved snak. Hvis de alligevel snakkede sammen, og det gjorde de nok, ville snakken handle om den første gymnasiefest eller noget lignende som optog dem. Ikke historisk metode.

De fire udsendte kom en efter en ind i lokalet og fortalte hvad de havde oplevet nede i gadekrydset. Den øvelse slog aldrig fejl. Klassen fik hver gang fire forskellige beretninger. Der var aldrig tvivl om at de fire faktisk havde stået ved det samme kryds på samme tid, men alle havde hver deres unike oplevelse. De havde aldrig set eller hørt nøjagtigt det samme. Til sidst gav jeg dem lejlighed til at tale sam­men, og så fik de konstrueret en fin, sammenhængende beretning om begivenheden ’10 minutter i krydset ved siden af skolen’.

Det er sådan man skriver historie. Havde jeg sendt en ældre dame eller et lille barn med på observation, ville historien være blevet en anden. Det gjorde jeg ikke, og derfor må eftertiden leve med de fire 15-16-åriges version.

Sådan er historieskrivningens natur; et godt og ærligt forsøg på at beskrive noget der er forbi, men historien er altid set af forskellige øjne fra forskellige vinkler. Historiefortællingen kan aldrig gengive virkelig­heden som den virkelig var.

Det har intet med kunstnerisk frihed at gøre. Det er de barske vilkår for en videnskab der arbejder med noget der ikke er længere og aldrig kan gentages for afprøvning. Vi gør det så objektivt og ædrueligt som muligt. Og vi ved at det aldrig bliver perfekt.

Kunstnerisk frihed – set med historikerens øjne – fortsættes

 

Om Birgitte Jørkov

Forfatter
Dette indlæg blev udgivet i Ikke kategoriseret. Bogmærk permalinket.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *